Home / Boganmeldelser / Åndemaneren af Anna Lauritsen
16 november, 2017

Åndemaneren af Anna Lauritsen

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , ,

—————————————– ANMELDEREKSEMPLAR —————————————

Lovende ung forfatter

Anna Lauritsen er kun 19 år, men har allerede skrevet en del noveller. Åndemaneren er hendes romandebut, og er en ungdomsroman i fantasy-genren.

Handlingen

Asta er åndemaner, og som sådan lever hun et hårdt, ensomt liv. Hun skal leve op til de gamle traditioner, og rejser rundt i landet for at uddrive dæmoner og andet djævelskab.

I dag ankommer åndemaneren til en lille landsby, og uddriver en dæmon fra den unge pige Sybil. Dæmonen afslører overfor Asta, at der er større problemer på vej, og Asta ved at hun må advare Fyrstinde Melissa om faren mod hendes fyrstedømme. Men uddrivelsen får også konsekvenser for Sybil. Asta har åbnet hendes øjne for, at der findes en stor ukendt verden udenfor den lille landsby, og Sybil vælger derfor at følge med Asta på hendes vandring mod byen Denwigh.

I Denwigh bliver det dog hurtigt tydeligt, at holdningen til det magiske samfund og dets åndemanere ikke er positiv. Fra at være æret for deres evner, betragtes åndemanerne nu mere som onde kræfter, der kan udgøre en trussel mod almindelige mennesker. Der er en udbredt frygt for det, de hverken kan se eller forstå. Asta og Sybil må nu drage mod Dalen – det sted hvor alle børn med magiske evner tvinges til, når de er små. Stedet er omgivet af mystik og spekulationer om de røde blomster – og er stedet hvor Asta voksede op.

På vejen får de følgeskab af ånden Embrys, som hjælper dem på deres vej – men også han har sine indre dæmoner at kæmpe med. Asta tør ikke åbne sig, for hun ved at Sybil vil forsvinde, hvis hun får kendskab til Astas mørke hemmelighed. Rejsen viser sig mere farefuld, end de havde forventet. Samtidigt udvikler begge pigerne sig i retninger, ingen af dem kunne have forudset – og de finder i hinanden en fælles styrke. Og de får god brug for denne styrke, for der hviler en mørk, truende skygge over landet.

 

Kort fra Åndemaneren

Bedømmelsen

Der er absolut talent at finde i denne debutroman, hvor man som læser hurtigt føler sig hensat til et eventyr. Sproget er velskrevet og letlæseligt, og man bliver hurtigt fanget af stemningen og fortællingen. Karaktererne er godt ridset op, og man får et velfungerende indblik i deres holdninger og følelser.

Der er i bogen indskrevet en lidt utraditionel kærlighedshistorie, der fungerer rigtigt godt og viser, hvordan kærlighed både kan være en styrke og en svaghed i kamp. Derudover er det et spændende aspekt, at følge karakterernes indre kampe, da mange sikkert kan relatere sig til dette.

Jeg er lidt splittet vedrørende slutningen, men det kan reddes med en opfølger. Jeg tror vi kommer til at se flere bøger fra Annas hånd fremover, og glæder mig til at følge hendes forfatterskab og åndemaneren Asta.

3 stjerner

 

Tak til  Forlaget Turbine for anmeldereksemplaret

Forfatter: Anna Lauritsen
Udgivet: 2017
Forlag: Turbine
Sidetal: 282

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *