HomeBoganmeldelser Black Notice af Lotte Petri

Black Notice af Lotte Petri

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , ,

——————————————- ANMELDEREKSEMPLAR ————————————-
En krimiføljeton

I november udkom 1. afsnit i Lotte Petris nye krimiføljeton Black Notice, og de efterfølgende 4 torsdage udkom de næste afsnit (og ja – det var lige så irriterende som at vente på næste afsnit af sin yndlings tv-serie :-). Det korte format gjorde, at man kunne presse et afsnit ind i en travl hverdag, men hvis du (ligesom mig) ikke var fan af princippet – eller ikke nåede at læse afsnittene, så er der håb forude: Bogen er nemlig nu udkommet i en samlet udgave (jubiii).

Handlingen

I Black Notice introduceres vi for en grænseløs seriemorder, og historien er delvist baseret på virkelige begivenheder (det gør jo ikke ligefrem bogen mere kedelig).

I Dragør Havn ses et mystisk lys fra vandet. Vicepolitiinspektør Felix Jørgensen (kaldet Sølvræven), og hans helt nye assistent Kathrine Nymark, sættes på sagen, der afslører et sadistisk mord – en ung kvinde er myrdet, voldtaget og har fået foretaget en mystisk operation.

I Norge tilkaldes Lensmann Sixten Arstad til fundet af en dykkerdragt – med knogler stikkende ud af. For at finde identiteten på offeret, udsender norsk politi en Black Notice – en international efterlysning. Men hvordan kan et lig, der dykker op på den norske kyst, have forbindelse til en sag i Danmark? Og har fundet af et nyt lig – denne gang i Holland – også tråde til de andre sager?

Seriemorderen opererer åbenbart på tværs af landegrænser, og har let spil, når flygtninge strømmer ind over grænserne.  De forskellige politietater må slå pjalterne sammen. I et desperat forsøg på at afsløre morderen, må Kathrine stille op som lokkedue – med fare for sit eget liv.

Bedømmelsen

Black Notice bærer tydeligt præg af den grundige research man efterhånden forventer af Lotte Petri (selv politiets madvalg i kantinen, der skal leve op til tidens sunde tendenser, er omtalt). Der er anvendt fantastisk billedsprog, og rammen for en god krimi er sat. Allerede fra starten, begynder man at danne sine egne teorier om morder og motiv – men som sædvanligt leger Lotte Petri med vores fantasi.

De to hovedpersoner, Sølvræven og Kathrine, var velbeskrevne og meget interessante karakterer – dem vil jeg gerne møde i en senere bog. Miljø- og stemningsbeskrivelser er helt i top, og spændingen fanger læseren fra starten. Jeg er desuden dybt imponeret over, hvordan det er lykkedes Lotte Petri at beskrive en gerningsmand, der er så kynisk og uempatisk, at det stråler ud fra siderne.

Mangler du lige den sidste gave til at gemme under juletræet, så går du ikke galt med denne bog til krimielskeren.

Tak til forfatter Lotte Petri for anmeldereksemplaret.

Forside

Forfatter: Lotte Petri
Forlag: SAGA Egmont
Udgivet: 2017
Sideantal: 201

Leave a Reply