13 november, 2018
Blodvejen af Stuart MacBride
Logan McRae vender tilbage
Stuart MacBride er om nogen en af mestrene blandt Tartan Noir, og efterhånden er vi nået til ikke mindre end 11. bind i serien om Logan McRae og Roberta Steel. Og i ægte Tartan Noir stil tager Stuart os endnu en gang med på en udforskning af sjælen og dens mulige splittelse i godt og ondt.
Handlingen
Logan McRae arbejder nu for diciplinærnævnet (Jo, det er rigtigt!). Dagene går med at efterforske andre politifolk (det bliver man ikke populær på) og undgå rædselssfulde Roberta Steel. Han undrer sig, da han en dag kaldes ud til et tilsyneladende banalt færdselsuheld – men det viser sig at offeret er Duncan “Ding Dong” Bell – den kollega de begravede efter hans selvmord for to år siden. Tæt på ulykkesstedet spotter Logan betjenten Lorna Chalmers – den betjent, der er under efterforskning af diciplinærnævnet, gør alt for at undgå Logan og desuden burde arbejde på sagen om den bortførte 3-årige Ellie. Hvad laver hun der, hvorfor vil hun ikke mødes med ham og hvorfor bærer hun tydelige præg af vold?
Logan må nu, sammen med sin assistent Simon Rennie (der besidder en hel del mere entusiasme end intelligens), dykke ned i Duncan Bells liv og tidligere sager. Ikke mindst skal det afklares, hvem de egentlig begravede for to år siden. Men det er svært at få hjælp, for politikredsen er samtidigt presset af en række bortførelsessager af små børn – sager hvor både pressen og offentligheden konstant er på nakken af dem. Og en bortførelsessag var netop den sidste sag Duncan Bell arbejdede på, og den sag man formodede førte ham til selvmord. Ducan Bell kom sig aldrig over, at det ikke lykkedes ham at finde Aiden MacAuly og hans far, Kenneths, morder. Aidens mor, Sally, har stadig ikke opgivet håbet, og har skrevet en bog om sagen.
Da Logan forlanger forstærkning, får han …Steel. Mere muggen end nogensinde før, og absolut ikke tilfreds med at Logan er hendes overordnede – men så er det jo godt hun har et par tricks i ærmet, så ihvertfakd hans privatliv kan blive lidt mere kompliceret. Mere kompliceret bliver deres efterforskning også af Lorna Chalmers selvmord, endnu en bortførelse og spor der tegner i flere retninger. Men et skræmmende billede er ved at danne sig – kan mennesker virkeligt være så ufatteligt onde?
Bedømmelsen
Blodvejen er en meget mørk og følelsesladet bog, der med det samme engagerer læseren i fortællingen. Det er ikke en bog for de mere sarte læsere, for der bliver ikke sparet på detaljeringsgraden når Stuart MacBride folder historien ud.
Plottet er rigtigt godt sammenskruet og sproget flydende, men en af Stuart MacBrides største forcer er samspillet mellem hans karakterer. Som komplekse og velbeskrevede individer skildrer han deres kampe i en blanding af mørke temaer og næsten tegnefilmsagtig komik. Det lyder måske umiddelbart utiltalende, men Stuart MacBride får det til at fungere. Småskænderier og sort humor anvendes ofte til at dække over mere dybdegående følelser, som det specielt ses i det komplicerede forhold mellem Logan og Steel. Selvom Steels opførelse til tider kan fylde for meget i bogen, så er det en fascinerende forsvarsmekanisme for at skjule hendes inderste følelser.
Men intet i Blodvejen er som det umiddelbart ser ud til. Specielt med Lorna Chalmers bliver dette fremtrædende og også i Logans tilsyneladende overfladiske samtaler med katten Cthulu (ja, det er helt normalt at tale med sin kat!). Samtalerne er gribende, idet de tydeligt minder trofaste læsere om Logans tidligere kæreste, Sam. Logan betror sig til Cthulu i mangel af bedre, for han stoler ikke 100% på nogle i sit liv – men måske kan Tara i fremtiden udfylde den plads?
Blodvejen var underholdende, humoristisk og meget, meget barsk.
Forfatter: Stuart MacBride