13 oktober, 2022
BogForum 2022
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: bogarrangement, BogForum, BogForum 2022, bøger, foredrag, forfattermøde, litteratur
Tiden for årets BogForum nærmer sig (juleaften for bogelskere 😍😍😍), og nu er programmet frigivet.
En af de ting jeg elsker ved BogForum er, at programmet er så ufatteligt alsidigt. Der er altid noget for enhver smag Jeg sammensætter altid en skøn programliste for mig selv, og prøver at høre/se noget nyt. At udfordre mig selv med at høre interessante debatter. Men ærligt talt, så ender meget af tiden med at tale med de skønne forfattere, forlag og andre bloggere 😊
Nå, det skal nu ikke forhindre mig i, at dele nogle af mine bud på et spændende BogForum:
Nøjsomheden” er Stine Askovs klassefortælling om familie dynamikker og outsidere, om Mona, der bor i ghettoen Nøjsomheden og skriver anmeldelser på post-it notes af bøgerne i den lokale byttecentral.
Jacob Kaarsbo, senioranalytiker i Tænketanken Europa, arbejdede i 15 år som efterretningsofficer i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). I bogen I statens hemmelig tjeneste, der er blevet til i samarbejde med Steffen Nyboe McGhie, fortæller han om, hvordan tjenesten arbejder og om de seneste års skandalesager i FE.
En tsunami af overdiagnostik er ved at oversvømme vores samfund. Men er det ikke altid godt at vide besked om ens helbred? Det taler Anders Beich med forfatterne til Snart er vi alle patienter om.
Corfitz Ulfeldt, Peder Griffenfeld, J.F. Struensee, J.B.S. Estrup og Erik Scavenius er kendt som nogle af danmarkshistoriens værste skurke. Asser Amidsen undersøger skurkebegrebet og reflekterer over den dom, der blev fældet over dem i deres samtid og af historikerne.
Skuespilleren, Steffen Sommerstedt, præsenterer Sprogkredsens nye bog “Hver fugl synger med sit næb. Farverige ordsprog til hverdagsbrug” på Bellascenen. Redaktøren, Lise Bostrup, introducerer.
Detektiv i fortiden og min vej i nutiden. Tag med på en spændende rejse tilbage til fortidens København og hør om, hvordan Hanne Fabricius’ bøger vokser frem af arkæologiske og historiske kilder.
Mikkel Leth Jespersen og Grethe Jacobsen i samtale om magtfulde kvinder og dronningemagt i danmarkshistorien. Vi skal høre om kvinder, som greb eller tabte magten – og hvordan de ofte er blevet glemt af historikerne.
Tre af Danmarks mest markante personligheder, Ghita Nørby, Jim Lyngvild og Anne Sophia Hermansen, har alle tre prøvet at befinde sig midt i orkanens øje. På baggrund af bogen Shitstorm diskuterer de sociale medier, den offentlige debat og at have modet til at sige, hvad man mener – selvom det skaber modvind.
Signe Schrøder, Persille Ingerslev og Lene Beier taler om biodiversitet i haven, om hvordan du helt gratis kan plante blomster, der tiltrækker bestøvere, og om den ægte køkkenhave.
Æresrelaterede forbrydelser – et aktuelt emne i den offentlige og politiske debat. Men hvilken type kriminalitet er det, hvem er ofrene og hvem er gerningspersonerne? Få et forskningsperspektiv.
Tag med på en ‘tour’ down memory lane, når landets mest legendariske kommentatorpar, Jørgen Leth og Jørn Mader, mindes og fortæller anekdoter fra deres tid sammen i og udenfor kommentatorboksen. Fra 1989-2003 talte parret Tour de France ind i danskernes hjerter.
Anne Berest er en af fransk litteraturs nye, vigtige stemmer. Slægtsromanen “Postkortet” tager udgangspunkt i et mystisk postkort, forfatteren modtog i 2003. På kortet står navnene på fire familiemedlemmer, som blev myrdet i Auschwitz. Tore Leifer interviewer.
Mads Brügger graver sig ned i sin besættelse af en af Apartheid-regimets mørkeste hemmeligheder. I “Doktor Maxwell, formoder jeg?” kommer Brügger tættere end nogensinde før på det mystiske Sydafrikanske Institut for Maritim Research og sandheden om instituttets sidst kendte leder, Keith Maxwell.
Hvad er den gode indlæsning, og hvordan arbejder man med at skabe den bedste lytteoplevelse for lytteren? Debat om indlæsning, lyd og lydbogslitteratur modereret af Mads Mygind.
Forfatterne til bestselleren “Pigen fra det store hvide skib”, Mich Vraa og Jesper Bugge Kold, er nu tilbage med romanen “Tre dage i april”. En historie om mod og opofrelse og den unge Dagmar, der i april 1945 rejser mod kz-lejren Neuengamme på en af Folke Bernadottes hvide busser for at redde den mand, der opfyldte alle hendes drømme, før han forsvandt.
Natten mellem 1. og 2. oktober 1943 slog tyskerne til mod de danske jøder. Simon Kratholm Ankjærgaard fortæller i samtale med forfatterne Katrine Engberg og Kaspar Colling Nielsen om de skelsættende begivenheder – og hvordan de stadig præger os i dag.
Journalist Line Vaaben og retsmediciner, ph.d. Asser Thomsen taler om deres bog “En forudsigelig forbrydelse – kvindedrab i Danmark”. Den tager udgangspunkt i Asser Thomsens forskning og i interviews med knap 40 eksperter.
Ved voksenbordet på Borgen er alle enige om Danmarks fremtid. Også selv om alle ved, det ender galt. Henrik Dahl har skrevet en kort, karsk og kritisk debatbog om velfærdssamfundets krise.
2020 blev der nedlagt en snublesten til minde om Eva Salomonsen i København. I “En sten for Eva” opruller forfatterparret Thomas Harder og Lene Ewald Hesel Evas livsfortælling og tegner et billede af en tid fuld af voldsomme omvæltninger.
Derudover skal jeg selvfølgelig på jagt efter de gode tilbud, og hylde vinderen af Danish Book Blog Award 🏆