26 november, 2020
Dagen der aldrig kommer af Tom Peder Olsen
Magnus Rohde # 1
Dagen der aldrig kommer er Tom Peder Olsens krimidebut. I hans arbejde som bl.a. tekstforfatter, er han dog vant til at sætte ord sammen, så han har et glimrende udgangspunkt for at skrive en bog. Dagen der aldrig kommer forventes at blive videreudviklet til en serie.
Fra bogens bagside
Et prominent rocker-kendis par findes myrdet. Begge er tortureret ihjel med bestialske metoder, der oprindeligt blev brugt af Den Spanske Inkvisition.
Politikommissær Magnus Rhode sættes i spidsen for opklaringen af de brutale mord. Snart efter dukker liget af en pusher op, der er blevet revet midt over, mens har var i live. Han har tilknytning til indvandrerbanderne omkring Blågårdsgade – og politiets ledelse er overbevist om, at en større bandekrig er i gang.
Magnus Rhode er dog ikke så sikker på, at teorien om et bandeopgør holder vand. Slet ikke da en 12-årig pige kidnappes, og alt tyder på, at sagen handler om noget andet end narkomarkeder og territoriefordeling, blandt Københavns hårde kerne af organiserede kriminelle. Desværre for Magnus Rhode går der politik og strategi i opklaringen. PET overtager den formelle efterforskningsledelse, så de kan udnytte muligheden for at mandsopdække bandegrupperingerne helt tæt.
Det er bestemt ikke Magnus Rhodes kop te. Han må gå sine egne veje, der som oftest medfører fristende kvinder, fortræffelige vine og voldsomme slagsmål. Han opdager sammenhænge, der både er overrumplende, gruopvækkende og hjerteskærende. Og han kommer vidt omkring i sine bestræbelser på at opklare, hvem det er, der bruger Den Spanske Inkvisitions tortur-manual til at udrydde sine fjender, og sandsynligvis står bag kidnapningen af en lille, uskyldig pige. Sagen tager nogle uventede drejninger – og det er bestemt ikke for sarte sjæle undervejs.
Bedømmelsen
Dagen der aldrig kommer starter med et brag – og spændingen holder hele vejen igennem. Med et nytænkende plot og masser af uventede tvists, har Tom skabt en fortælling der vil fastholde de fleste læsere helt til den uventede slutning.
Magnus Rohde er en forfriskende anderledes hovedperson. Jeg har dog ikke helt fundet ud af, om hans levevis overskygger selve krimidelen eller om den netop giver et ønsket afbræk fra efterforskningen. Det der dog er klassisk for krimier er, at Magnus må kæmpe for at få politiledelsen med på hans teorier.
Selve krimidelen er rigtigt godt udtænkt og eksekveret, og det er forfriskende at handlingen ikke kun er henlagt til København, men breder sig ud over Danmark. Det er en spændende idé, at der er taget udgangspunkt i den spanske inkvisition og deres torturmetoder – for var der noget de var kreative eksperter i, så var da tortur. Det medfører også at bogen ikke er for de sarte læsere – for der er ikke sparet på deltaljerne om de meget bestialske mord.
Bogen byder på en forfriskende mænge humor og en glimrende beskrivelse af de forskellige miljøer Magnus bevæger sig rundt i. At vi derudover både får indblik i hans og morderens tanker, giver en helt speciel dynamik til fortællingen.
Og nu kommer vi så til den mere kedelige del: hvis man har fulgt mine anmeldelser, så ved man at jeg går meget op i det politimæssige. Det skal være korrekt, specielt hvis man vælger at tage udgangspunkt i en reel politikreds. Derudover er det altid rart med en skarp redigering.
F.eks. skifter Vibeke Marker titel fra politidirektør til chefinspektør (den korrekte titel er for resten chefpolitiinspektør), ligesom hun senere pludseligt er en mand. At en Rigspolitichef og en politidirektør allerede fra starten er involveret i en efterforskning er på ingen måder realistisk (selvom en forfatter selvfølgelig har en vis kunstnerisk frihed). Og så er der en fejl i citatet fra Allo Allo – det er jo næsten helligbrøde 🙂
Ovenstående tæller for mg gevaldigt ned, og det er en skam for en bog der har så meget potentiale. Jeg håber absolut at Tom har tænkt sig at fortsætte serien om Magnus Rohde – hvis bare der strammes gevaldigt op på redigeringen.
Forfatter: Tom Peder Olsen