HomeBoganmeldelser De heldige af Georgia Hunter

De heldige af Georgia Hunter

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , , ,

På jagt efter fortiden

De heldige er en imponerende historisk roman baseret på forfatterens egen familie.

Da Georgia Hunter var femten år gammel, fandt hun ud af at hun er efterkommer af polske jøder. I ti år rejste Georgia verden rundt i familiens fodspor, og bogen er en fortælling om en hel generation af polske jøder – hvoraf kun de heldige overlevede.

Handlingen

Året er 1939 og foråret er på vej til den polske by Radom. Her bor tre generationer af den jødiske familie Kurc, hvis samtaler omkring bordet mest handler om børnebørn og spirende romancer.

I Frankrig bor sønnen Addy, der søger en musikalsk karriere. Men til helligdagene vender han altid hjem til familiens skød – indtil den dag muligheden ikke længere er der. For krigen nærmer sig, og Addy kan ikke komme hjem til Polen. På afstand og med stigende bekymring kan han læse om krigens udfoldelse og de stærkt stigende overgreb på jøderne – vil hans familie overleve?

Hver især står familiens medlemmer nu overfor deres livs mest vigtige kamp: kampen for at overleve 2. verdenskrig. Og kan man ikke finde kræfterne til at kæmpe for sin egen skyld, så kan man finde dem for familien.

Krigen sprænger familiens trygge rammer, og slynger medlemmerne ud i verden. Fra Sibiriens iskolde arbejdslejre over ghettoens mørke fabrikker. Mens verden omkring dem falder fra hinanden, mens deres naboer og venner sendes til lejre eller ovne, må familien finde deres inderste styrke og lade håbet lede dem.

Rusland, Østrig, Italien og Brasilien. Familien splittes for alle vinde, og må lære at navigere i en ny verdensorden. En verdensorden, hvor det at overleve bliver dagens eneste mål – og hvor der må ofres meget på overlevelsens bord. Mange år skulle gå før familien var samlet igen – men de var De heldige.

Bedømmelsen

De heldige er en fuldstændig fantastisk magisk fortælling om mod, kærlighed og håb. En fortælling, der tager læserne med på en brutal, hjerteskærende og mørk rejse gennem et af det forrige århundredes mest afskyelige perioder – men efterlader dem i visheden om, at i de værste tider vil den menneskelige styrke sejre og blomstre.

Bogen byder på en historie så fantastisk, at kendte man ikke dens faktuelle ophav ville man tænke den som værende en smule for fantasifuld. Men en imponerende research danner grundlag for bogen, og Georgia har på bemærkelsesværdig vis formået at give karaktererne levende stemmer.

En af de fascinerende ting ved bogen var diversiteten i familiens oplevelser. Spredt for alle vinde er det vidt forskellige prøvelser de udsættes for – selvom essensen er den samme. Historien fortælles gennem synsvinklerne fra de fem søskende (Genek, Mila, Addy, Jakob, and Halina), og det giver en meget levende fortælling. De kan dog i starten være en smule forvirrende. Hvis du vælger at høre bogen som lydbog, vil jeg derfor anbefale at du laver et lille notat med de forskellige karakterer og hvor i verden de befinder sig. I den fysiske bog findes et stamtræ i starten af bogen. Desuden startes hvert kapitel med en kort historisk note om krigens udvikling.

Det er i sagens natur en barsk historie, forfattet i et unådigt sprog og med en ubøjelig fremdrift. Vi følger hver karakter fra 1939 til 1947 og lærer deres historie – om overlevelse, separation, fortvivlelse og mod. Men skrivestilen er fængende, og Georgia har på bedste vist formået at vise kontrasten mellem krigens brutalitet og familiekærlighedens blide styrke.

De heldige er en fortælling, der vil vække følelser hos selv den hårdeste læser. I en tid, hvor antisemitismen endnu engang er på fremdrift, kan man kun håbe at mange vil læse bogen og få øjnene op for en anden verden.

Forfatter: Georgia Hunter

Udgivet: 2020
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen
Sidetal: 480

Skriv et svar