HomeBoganmeldelser De livsduelige af Bente Aarestrup

De livsduelige af Bente Aarestrup

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , , , ,

Styrke og evne til at leve

De livsduelige af Bente Aarestrup er en slægtsfortælling, der følger kvinderne i hendes familie fra starten af 1900-tallet og frem. Bente Aarestrup er uddannet mag.art i Kultursociologi, suppleret med en læreruddannelse. Hun har derudover haft sit virke indenfor billedkunst, teatergrupper m.m., og er i dag medlem af fortællergruppen “Hvidovre fortælle-Lab”.

Forlagets beskrivelse:

De livsduelige er en stor historie om spændende skæbner og drama fra begyndelsen af det 19. århundrede. Om stærke kvinder, som på trods af fattiggård, social deroute, uønskede graviditeter, mange børn og ulykker holder sammen på familierne.

Her er vådeskudsulykker, hvor børn dør, her er enlige mødre, illegale aborter, selvmord, utroskab og en stor ukuelighed. Men der er også plads til fest, varsler, kloge koner og et levet liv med sjov og optimisme midt i hverdagen.

I første del møder vi Louise og Karen, som begge er i besiddelse af stærke drivkræfter, der gør dem i stand til at overleve på trods af svære omstændigheder. I anden del af bogen følger vi Louise og Karens børn, Karl og Mona, i 1925-1950. Fortællingen flettes sammen, da de to mødes og finder sammen. Velkommen til en usædvanlig almindelig familie!

Bedømmelsen:

De livsduelige er en fascinerende og medrivende fortælling. Min første tanke var, at her har vi fat i en person der virkeligt har en force for historiefortælling. Med udgangspunkt i familiens stærke kvinder, væver hun en mangfoldigt billede af udfordringer, glæder og samfundets forandring. Hun præsenterer os levende for personer, der oplevede at ramme samfundets bund, men fik kæmpet sig op, og gav familien en mulighed for at komme op af rangstigen.

Mormor Karen og farmor Louise er måske på overfladen meget forskellige. Men ens er de vilkår datidens kvinder måtte leve under. Hvordan de så valgte at håndtere disse vilkår, ja det er det der får dem til at komme til live i fortællingen. Deres individuelle møder med (ofte) store udfordringer formede dem, specielt i de situationer, hvor de gik imod datidens moralske normer.

De livsduelige er en blanding af historier fra forfatterens mor og forfatterens eget billede af, hvordan deres liv udfoldede sig. Det fungerer rigtigt godt, og både karakterer og hændelser fremstår realistiske. Begge kvinder møder stor modstand i livet, men udviser en imponerende indre styrke. Gennem alt stod de ved sig selv, også når livet bød på barnedød, hårdt arbejde og bristede drømme.

I bogens anden halvdel skifter fokus til Karen og Louises børn, og selvom denne del var lige så velskrevet som bogens første halvdel, så følte jeg mig mere involveret i Karen og Louises liv. Jeg sad også efterladt med følelsen af, at det måske også for forfatteren var den del hun mest havde syntes om at fordybe sig i.

Bente har på en flot måde fået flettet virkelige historiske begivenheder ind i bogen, og har skabt realistiske reaktioner fra de forskellige karakterer. Den spanske syge, på sin hærgende vej gennem verden, Wall Streets krak og udvandringen af danskere til Canada og Amerika.

Jeg blev opslugt at fortællingen fra starten, og kan kun anbefale alle med interesse for historiske fortællinger at læse De livsduelige.

De livsduelige

Forfatter: Bente Aarestrup

Udgivet: 2022
Sidetal: 224

Leave a Reply