9 november, 2023
Dem, der ikke tier af Peter Øvig Knudsen
Helte og skurke
Dem, der ikke tier er skrevet af Peter Øvig Knudsen, og er en gruopvækkende beretning om en lang række seksuelle overgreb. De blev begået mod børn på danske børnehjem gennem årtier.
På bloggen er tidligere anmeldt Efter drabet.
Forlagets beskrivelse:
Gennem otte år har Peter Øvig Knudsen arbejdet på uhyggelige og modbydelige sager om de organiserede seksuelle overgreb. De blev begået på børnehjem i Danmark særligt gennem 1960’erne og 1970’erne.
I bogen giver han endeligt ofrenes mørke fortælling en stemme. I løbet af bogen belyses de tragiske hændelser på børnehjemmet Godhjem, på det lutherskmissionske børnehjem Solgården i Tarm, hvor pigerne blev misbrugt gennem 15 år af forstanderen og på Det Kongelige Opfostringshus i nordsjællandske Hellebæk, hvor drenge i to årtier blev misbrugt, ofte under bedøvelse, af lærere og socialrådgivere. Selvom mange kendte til disse ugerninger, blev børn og ansattes anmeldelser afvist eller undertrykt.
Dem, der ikke tier er en voldsom og mørk men også vigtig bog. Om de traumatiske overgreb, der blev begået på samfundets svageste børn i statens varetægt.
Bedømmelsen:
Dem, der ikke tier er en meget hård bog at læse. Men samtidigt er det en meget vigtigt bog om et emne, der ikke skal skjules eller begraves. Sandheden skal frem i lyset, selvom det er både traumatiserende og skamfulde ting, der kommer frem. Det skal aldrig kunne undskyldes at vende ryggen til grusomme overgreb.
Det er videnskabeligt bevist, at ofre har en tendens til at tage skylden på sig. Og når det forbindes med den manglende forståelse og tendens til, at de enkelte opråb blev ignoreret og, i visse tilfælde, medførte direkte bebrejdelse af ofrene, så må det have været en periode, som ingen af os helt kan forstå. Skylden, erindringerne og svigtet vil sidde i ofrene for evigt. Måske vil bogen medføre flere undskyldninger – men kan disse bruges til noget i dag? Og alligevel fremstår bogens deltagere ikke som ofre, men som helte – det må have krævet en ufattelig styrke at stå frem med deres historier.
Anbringelse på steder, der som udgangspunkt skulle hjælpe ofre, beskrives med fokus på 70’erne og 80’erne. En periode, hvor korrekte ”opdragelsesmetoder” bl.a. indbefattede vold, frygt og deciderede ydmygelser. Det var helt i stil med de dele af befolkningen, der på ingen måde anså tidens spirende pædagogiske stil som værende ”korrekt”. Forstandere, der af samfundet blev betragtet og beundret som værende fromme og gode mennesker. Forstandere, der altid blev troet mere end de enkelte børn og ansatte, der tog modet til sig og råbte op om overgrebene.
Gudskelov at psykolog Oskar Plougmand blev ansat i Børneforsorgen. Endeligt et menneske, der rent faktisk ikke kun talte med forstanderne men også børnene. Endeligt var der nogle, der tog dem og deres fortællinger seriøst, og endeligt var der konsekvenser af overgrebene – i mine øjne er han en helt!
Selvom bogens emne er rædselsfuldt, så er sproget godt. En af de ting, der altid har tiltalt mig ved Peters forfatterskab, er hans evne til at behandle hårde evner på en omsorgsfuld og saglig måde. Han har på en rigtig flot måde givet rum til at deltagerne kunne dele deres oplevelser. Og jeg syntes det siger meget om ham som forfatter, at han også har givet plads til anbragte børn, der har haft helt andre opfattelser af deres ophold på de forskellige hjem.
Forfatter: Peter Øvig Knudsen