HomeBoganmeldelser Den hemmelige arv af Natasha Lester

Den hemmelige arv af Natasha Lester

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , , ,

En rejse i tid og mode

Den hemmelige arv er anden bog af Natasha Lester der oversættes til dansk. Tidligere er på dansk udgivet Den franske fotograf, der fik rigtigt gode anmeldelser.

Natasha Lester har indtil videre skrevet 6 bøger, hvoraf Den franske fotograf og nu Den hemmelige arv er oversat til dansk.

Natasha Lester var marketingschef hos L’Oréal, før hun gjorde alvor af drømmen om at blive forfatter

Fra bogens bagside:

Den hemmelige arv er Natasha Lesters medrivende historiske roman om modeskaberen Christian Dior og hans søster Catherines spændende liv under 2. verdenskrig, som del af den franske modstandsbevægelse.

Kat Jourdan er modekonservator og rejst til England for at arbejde, da hun kaldes til Cornwall for at tjekke til sin bedstemors hus. Huset rummer en sand skat af smukke, gamle Dior-kjoler, som Kat ikke anede hendes bedstemor havde. Kat sætter sig nu for at finde sandheden om, hvordan disse sjældne og kostbare kjoler kunne ende hos hendes bedstemor.

Hendes efterforskning peger mod de to søstre Skye og Liberty, som under 2. verdenskrig kæmpede for englændernes side, samt deres ven, den amerikanske pilot Nicholas og hans franske forlovede Margaux. Kat kommer også sporet af den franske kvinde Cathrine, som var søster til Christian Dior og som deltog i den franske modstandskamp. Langsomt afslører Kat sandheden om, hvordan alle disse store historiske skikkelser var forbundet, og hvordan de betagende Dior-kjoler havnede i hendes bedstemors hus i Cornwall.

Natasha Lester fortæller i Den hemmelige arv en mageløs historisk fortælling, som på fængslende vis forener fortid og nutid i en gribende historie om den engelske og franske modstandskamp under 2. verdenskrig.

Bedømmelsen

Den hemmelige arv byder på krig, kærlighed, overlevelse, mode, venskab og frem for alt hemmeligheder. Natasha har valgt at benytte sig af den dobbelte tidslinje, der er meget populær i den historiske fiktion. Hun formår at gøre dette på en levende måde, og fletter på glimrende vis handlingen sammen til sidst.

Til tider byder bogen på så meget umenneskelighed og brutalitet at det kan være svært at læse om – men sådan var virkeligheden nu engang i krigens mørkeste perioder. Bogen er tydeligt velresearchet, hvilket også fremgår af forfatterens bemærkninger bagerst i bogen. Snyd endelig ikke dig selv for at læse disse sider. Det er med til at give fortællingen et meget realistisk præg,

Sky og Kat ligner grundlæggende hinanden i deres opgør mod tidens traditioner. Dette var også med til at skabe sammenhæng mellem bogens forskellige tidsperioder. Det er to helt usædvanlige kvinder vi møder her. Derimod er Sky og hendes søster, Liberty, er diametrale modsætninger, men begge giver masser af farve såvel som spænding til fortællingen. 

En interessant vinkel var Christian Diors afsløring af New Look. Efter en lang periode med krig, var folk nu klar til at glædes, og det skabte Christians første samling af haute couture kjoler. Han introducerede også sin første Miss Dior parfume – opkaldt efter søsteren Catherine, der arbejdede for den franske modstandsbevægelse og oplevede mange rædsler under krigen.

En af Natashas største forcer er hendes evne til at beskrive miljøer. Hun gør det på en måde, at man som læser nærmest transporteres til de forskellige steder. Hun er en vidunderlig historiefortæller, og er du til historiske romaner, så bør du absolut ikke snyde dig selv for Den hemmelige arv.

Den hemmelige arv

Forfatter: Natasha Lester

Oversætter: Lisbet Kjær Johansen
Udgivet: 2021
Forlag: Alpha
Sidetal: 480

Leave a Reply