HomeBoganmeldelser Den italienske arv af Sarah Winman

Den italienske arv af Sarah Winman

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

En kærlighedserklæring til Toscana

Den italienske arv er skrevet af Sarah Winman, der udover forfatterskabet også arbejder som skuespiller. Hun debuterede i 2011 med When God was a rabbit, der blev en international bestseller.

Forlagets beskrivelse:

Toscana, 1944. Mens de allierede tropper rykker frem, og bomberne falder over forladte landsbyer, befinder den unge, britiske soldat Ulysses Temper sig i vinkælderen under en mennesketom villa. Her møder han Evelyn Skinner, en midaldrende kunsthistoriker, som er kommet til Italien for at redde kunstværker ud af ruinerne og mindes sin ungdoms rejser. Ulysses og Evelyns skæbnesvangre møde bliver begyndelsen på en række begivenheder, der former Ulysses’ liv de næste mange årtier.

Efter krigen vender Ulysses tilbage til livet i London og hverdagen omkring The Stoat & Parot, den lokale pub, men en uventet arv fører ham igen til Italien, til de toskanske bakker og minderne om Evelyn.

Med ekstraordinær ømhed, humor og sans for historiens vingesus fortæller Sarah Winman om uforglemmelige mennesker, der mødes for at skabe en familie. En dyb, varm fejring af skønhed i alle former.

Bedømmelsen:

Den italienske arv er en bog, der er så fuld af liv. Fuld af karakterer, hvis liv er bundet til hinanden på en smuk måde – med en dybde af kærlighed til hinanden, der tydeligt vises gennem fortællingen. Historien er karakterdrevet, og viser os de beslægtede ånder, der tager os med på en følelsesladet rejse fra Toscana over East End og til vidunderlige Firenze.

En af bogens forcer er, at den er sat i historisk kontekst med virkelige begivenheder, eks. de katastrofale oversvømmelser i Firenze i 1966. Sarahs beskrivelser af bl.a. samfundets reaktioner på oversvømmelsen er til tider hjerteskærende. Bogen fortæller ikke en historie om dårlige ting der sker – den fortæller historien om, hvordan folk træder i karakter, når dårligere ting sker.

En anden (og nok den største) er Sarahs evne til at lege med sproget. Hendes beskrivelser er så skønne, hendes prosa original og der bydes på masser af humor. Sarah er tydeligvis en begavet historiefortæller. Også de skæve karakterer og de flot sammenflettede karakterhistorier er med til at hæve bogens niveau. Bare forestil jer en Shakespeare citerende Amazonas papegøje – jo, sådan en finder du nemlig også.

Den italienske arv byder på den slags historisk fiktion som jeg elsker: Fuld af kunst, kærlighed, venskaber og fantastiske beskrivelser af italiensk mad. En følelsesladet, bevægende og smukt skrevet bog.

Den italienske arv

Forfatter: Sarah Winman

Oversætter: Christian Lundager
Udgivet: 2022
Sidetal: 400

Leave a Reply