HomeBoganmeldelser Den lille café i København af Julie Caplin

Den lille café i København af Julie Caplin

Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , ,

En fortryllende rejse

Den lille café i København er første bind i en planlagt serie på tre bind. Bag navnet Julie Caplin befinder sig den talentfulde Jules Wake, der i mange år har arbejdet med pr og derfor rejst Europa tyndt.

Handlingen

På overfladen har Kate Sinclair det liv hun altid havde drømt om. Hun er en succesfuld account manager i et af Londons største pr-bureauer, og hun har en vidunderlig og charmerende kæreste. Altså lige ind til denne kæreste går bag om ryggen på hende, og scorer den forfremmelse Kate var sikker på at få. Kate er nu kørt lidt ud på et sidespor i firmaet, og ledelsen virker ikke til at have den store tiltro til hendes evner.

Derfor er hun også den eneste ledige medarbejder, da firmaet skal lave en præsentation for en meget besværlig kunde – en kunde som firmaet absolut ikke tror Kate kan lande. Men den danske Lars er meget begejstret for Kates oplæg, og vil gerne have hende til at hjælpe med lanceringen af butikken Hygge i London.

I første omgang beder han hende finde fem journalister og bloggere, der kan deltage i en pr-tur til København. Her håber han at de kan få en fornemmelse af verdens lykkeligste land – og endnu vigtigere: en forståelse af begrebet Hygge.  Det er dog nemmere sagt en gjort at skulle holde styr på fem uregerlige mennesker – forestil dig en lejrskole bare tilsat spiritus (som de selvfølgelig prøver at få dækket af udgiftskontoen). Og den altid negative Ben gør ikke ligefrem Kates liv nemmere.

Men mødet med den københavnske charme, den danske livsstil og ikke mindst besøg hos Eva i Café Varme, begynder hurtigt at påvirke gruppen. Hver især får de noget helt specielt ud af turen, og det hjælper dem til at stå sammen da Kate kommer i problemer. Måske var lidt dansk hygge og lykke lige det, de alle havde brug for.

Bedømmelsen

Den lille café i København er en både sød og charmerende bog, der passer perfekt til sommerlæsningen, være det i sol eller regn. Det var en skøn oplevelse at se sin by gennem andres øjne, og jeg blev helt inspireret til at genopleve København på ny. Der ligger tydeligt en grundig research til grund for bogen, og hvor ville jeg dog ønske at bogens café Varme rent faktisk fandtes.

Begrebet hygge har i de seneste år været af stor interesse for verden, For hvad er det egentlig de kan, de der danskere der åbenbart er verdens lykkeligste mennesker? Og er det overhovedet muligt at tage begrebet Hygge med ud af Danmark. Under alle omstændigheder ender turen med at ændre hele gruppens liv.

Persongalleriet er rigtigt godt sammensat fra Kate, der tydeligvis indeholdt mere under overfladen, til Eva, der instinktivt vidste hvad den enkelte havde brug for – og derudover bagte noget virkeligt lækkert wienerbrød.

Bogen er meget let læselig, og grundet de mange forviklinger også ganske underholdende. Er der tale om en gang fluffy chick-lit? Absolut – men i guder hvor kan den slags være skønt at læse en gang i mellem. Nyd den i solen eller endnu bedre – nyd den en regnvejrsdag med stearinlys, varm kakao og et stykke wienerbrød 🙂

Den lille café i København

Forfatter: Julie Caplin

Udgivet: 2020
Forlag: Turbulenz
Oversætter: Peter Carstens
Sideantal: 412

1 COMMENT

One thought on : 1

Leave a Reply