HomeBoganmeldelser Den mørke engel af Elly Griffiths (Ruth Galloway #10)

Den mørke engel af Elly Griffiths (Ruth Galloway #10)

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , , ,

Fortidens synder

Den mørke engel er tiende selvstændige bind i Elly Griffiths’ populære krimiserie om arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway. Du kan se listen over de tidligere bøger i serien i bunden af denne anmeldelse – de er alle anmeldt her på bloggen.

Forlagets beskrivelse:

Ruth Galloway bliver meget smigret, da den italienske arkæolog Dr. Angelo Morelli beder hende om hjælp til sin forskning. Morelli har fundet nogle knogler i den lille italienske bjergby Fontana Liri, som han ikke kan identificere. Ruth har ikke været ude at rejse i flere år, så hun siger straks ja og rejser til Italien sammen med sin datter og sin veninde Shona.

I Fontana Liri finder hun et middelalderligt gravkammer og en dunkel hemmelighed om modstandsbevægelsen under anden verdenskrig. Til hendes store overraskelse møder hun også kriminalkommissær Harry Nelson. Men de får ikke tid til at fejre gensynet, for de gamle knogler viser sig at hænge sammen med et mord begået for nylig. Ruth er endnu engang en del af en mordefterforskning, som hurtigt skal opklares – for morderen er tilsyneladende villig til at dræbe for at beskytte landsbyens hemmeligheder.

Bedømmelsen:

Den mørke engel beviser igen hvorfor Ruth Galloway serien er og bliver min absolutte favorit indenfor hyggekrimier. Det er altid en fornøjelse når man får et gensyn med seriens fantastiske karakterer. Og faktisk er dette en serie jeg ikke læser for krimidelen, men for udviklingen af persongalleriet og de hændelser de udsættes for. Ruth/Nelson forholdet er næsten ved at udvikle sig til en boglig sæbeopera. Vil de ende sammen? Vil Nelson forlade sin familie og hans gravide kone? Er barnet overhovedet hans? Selvom det måske kan lyde en smule melodramatisk, så er det så velskrevet at man bare higer efter mere.

Det var forfriskende at handlingen denne gang er hensat til skønne Italien. Men uanset hvor langt Ruth rejser væk, så vil hendes personlige dilemmaer altid indhente hende. Dette understreges denne gang af Nelsons hastige beslutning om at tage til Italien – selvfølgelig kun for at sikre sig, at Ruth og Kate er ok efter et jordskælv. Men dermed efterlader han sin familie derhjemme. Han lader dem alle være alene…

Fontana Liri sætter den perfekte ramme om fortidige hændelser. Der er sol, sand og fantastisk mad – men også en by med en lang hukommelse. Byens historiske stemning er fyldt med indflydelsen fra fascister, nazister og modstandsfolk under Anden Verdenskrig.

Jeg havde gerne set en smule mere til Cathbad – han er altid en fascinerende og underholdende karakter. Til gengæld fik andre karakterer i dette bind lov til at træde mere i forgrunden, og det var et meget vellykket tiltag. Man aner, at Nelsons datter Laura har meget at kæmpe med, og det bliver interessant at følge i de kommende bøger.

Den mørke engel er endnu en vinder fra Elly Griffiths.

Den mørke engel

Forfatter: Elly Griffiths

Oversætter: Lærke Pade og Christa Leve Poulsen
Udgivet: 2022
Forlag: Gads Forlag
Sidetal: 328

Leave a Reply