HomeBoganmeldelser Den sorte trøje af Jorge Zepeda Patterson

Den sorte trøje af Jorge Zepeda Patterson

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , ,

Tour de død…

Jorge Zepeda Patterson er forfatter og journalist. Han har bl.a. skrevet for El Pais, og har indtil videre udgivet 4 bøger, herunder en politisk thriller.

I Den sorte trøje må hjælperytter Marc finde evner fra sin militærtid frem, da drastiske hændelser ryster Tour de France.

Handlingen

Tour de France. Verdens hårdeste cykelløb og det løb, alle professionelle cykelryttere vil gøre alt for at vinde. Mange er villige til at sætte livet på spil for at vinde en etape, men i dette års tour går de lidt længere end normalt. Touren er ramt af specielt mange ”uheld” – skandaler, voldelige overfald, forgiftninger og formodede selvmord.

Med i touren er den tidligere militærbetjent Marc. Han er en af de bedste hjælperyttere, og er på hold med en af tourens favoritter, Steve. Da fransk politi beder Marc hjælpe dem, kan han ikke sige nej.

Som antallet af uheld stiger, og antallet af mistænkte falder, må Marc erkende at han og Steves hold stilles bedre og bedre i klassifikationen. Hvem kan Marc stole på? Hvem skal han beskytte? Som den sidste etape nærmer sig, må Marc beslutte, hvor meget han er villig til at risikere for retfærdighed, sejr og venskab.

Bedømmelsen

En bog, der umiddelbart handler om Tour de France, er måske ikke det der lige fanger de fleste krimilæsere. Men Den sorte trøje er meget mere end cykling, der mest fungerer som en god ramme for en glimrende whodunnit.

Det er på meget vellykket vis lykkedes Jorge Zepeda Patterson at flette en krimihistorie sammen med løbets spænding – en spænding, der er støt stigende som en bjergetape, mens tvist efter tvist holder læserne fanget.

Karaktererne var godt portrætteret, og alle havde de hemmeligheder og motiver, der hele tiden vendte opklaringen på hovedet. Sproget var flydende og letlæst, hvilket gør bogen oplagt til sommerens læsning.

Vellykket krimi, der endda kan lære læserne lidt om cykling.

Marc

Forfatter: Jorge Zepeda Patterson

Udgivet: 2019
Forlag: DreamLitt
Sidetal: 382

Leave a Reply