HomeBoganmeldelser Det er de danske som flygter af Lise Ringhof og Erik Valeur

Det er de danske som flygter af Lise Ringhof og Erik Valeur

Comments : 2 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

Et historisk tilbageblik

Det er de danske som flygter er første bind i en planlagt romantrilogi om familien Brinch og Danmark. Det er en makkerdebut fra Lise Ringhof og Erik Valeur, og fortæller en historisk slægtsfortælling om liv og skæbne i Danmark gennem 100 år.

Titlen er et citat fra Herman Bangs Tine, men i Lise Ringhof og Erik Valeurs roman er det hovedpersonen Erling der flygter. Ikke fra en krig, men fra sig selv og fra risikoen for forkerte valg.

Handlingen

Erling får en svær start på livet. Danmark er mærket af nederlaget til tyskerne, og da hans lillebror drukner, ændres hans liv for evigt. Måske tog Erling den forkerte beslutning, og selvom der senere kommer en lillesøster til, bliver hjemmet aldrig det samme igen.

Den stille Erling har lukket sig inde i sig selv, men åbner sig lidt da han møder den forkrøblede forældreløse Hubert fra fattiggården. Det opståede venskab ændres dog, da resten af Erlings familie tager Hubert til sig. Erling føler ikke længere, at han og Hubert deler den samme fortrolighed – og igen vælger han at trække sig ind i sig selv.

I Erlings familie har der i flere generationer været tradition for at tage på søen, men Erling har andre drømme. Efter studentereksamen ender han dog alligevel på havet, og det er her at han møder Sivert. Manden får stor betydning for Erlings fremtid, og de to tilbringer mange timer på værtshuset Flynderen med at diskutere politik og verdens udvikling.

Erling er startet på medicinstudiet, og er ved at komme sig over det store kulturchok mødet med København udsatte ham for. Han forelsker sig i den unge Kate, men ender med at flygte fra hende til Vejle. Her venter ægteskab med en af byens rigeste piger og en lægepraksis – men Erling finder aldrig den ønskede ro.

Inderst inde drømmer Erling om at gøre en forskel, om at redde verden og om at blive til noget. Men han mangler modet til at forfølge sine drømme og han lider under sin manglende evne til at tilgive. Vil han for evigt sidde fast i vanen med at dreje af, når tingene bliver for besværlige?

Bedømmelsen

Det er de danske som flygter er en meget velskrevet krønike, der i et farverigt og flydende sprog beskriver en epoke i den danske historie – en epoke om en nation, der gjorde deres bedste for at gemme og glemme nederlag og skam.

Det er ikke ligefrem det skønneste portræt af Danmark man møder her, men det er sandheden. Via familien Brinchs oplevelser ser vi også Danmarkshistorien og en udvikling vi i dag ville være forargede over. Som i København, hvor magthaverne udviser mere og mere intolerance over for de anderledes, og derfor begynder at overveje hvordan man kan beskytte de danske gener (og dette før Hitler kom på banen med lignende overvejelser)

Erling er en mand der lider under sine egne valg, og skubber folk fra sig så snart tingene bliver en smule besværlige. Selvom han møder muligheder i livet, så holdes han hele tiden tilbage af sin fortid. Dette ses bl.a. i den velbeskrevne måde hvorpå hans første møde med København er et kulturchok uden lige. Nu skal han pludseligt manøvrere rundt i kultur, politik og åndsvidenskab – emner han hverken er opdraget eller gearet til.

Kvinderne i Erling liv indtager en stor rolle i bogen. Fra den livskloge mor på Fanø over Kate og søsteren Ida. Ida er hende, der på mange måder kommer til at virke som romanens fornuftige stemme. Men altid holdes Erling tilbage af sin manglende evne eller lyst til at arbejde på at forfølge sine mål.

Det er de danske som flygter er en meget læseværdig fortælling, der på glimrende vis afspejler store hændelser i verden i karakterernes liv og handlinger. En velresearchet og eftertænksom historie, der ikke kun vil lære læserne om en skjult fortid, men også skabe grobund for efterfølgende refleksion.

 

Det er de danske som flygter

 

Forfattere: Lise Ringhof og Erik Valeur

Udgivet: 2020
Forlag: Gutkind
Sidetal: 524

2s COMMENTS

2 thoughts

Leave a Reply