4 august, 2019
En lille tjeneste af Darcey Bell
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Darcey Bell, drama, Gads Forlag, hemmligheder, krimi, veninder
Hvor langt vil du gå?
En lille tjeneste er Darcey Bells debut som forfatter. Til daglig arbejder hun som børnehaveklasselærer i Chicago. Bogen blev i 2018 filmatiseret med Blake Lively, Anna Kendrick and Rupert Friend i hovedrollerne.
Handlingen
Stephanie er enke og ensom. Hendes liv drejer sig om sønnen Miles og om hendes blog. Derfor bliver hun lykkelig, da hun bliver gode venner med Emily – mor til Nicky, Miles’ gode kammerat. Som alle mødre hjælper de gerne hinanden, og da Emily endnu en gang beder Stephanie tage drengene med hjem fra skole, tænker Stephanie da heller ikke nærmere over dette.
Men Emily kommer ikke og henter Nicky den aften – eller den næste. Har Stephanie misforstået noget, eller er der sket Emily noget? Emilys mand, Sean, virker ikke specielt bekymret – nærmere irriteret, da Stephanie kontakter ham på en forretningsrejse. Men da han vender hjem et par dage senere, og Emily stadig ikke er dukket op, kontakter han dog politiet.
Da Emily findes død, er Stephanie og Sean enige om, at det vigtigste er Nicky. De forsøger at skærme ham og få ham bedst muligt gennem tragedien. Og langsomt kommer de vokse også tættere på hinanden, indtil telefonen ringer en dag. Måske har Stephanie helt uforvarende rodet sig ud hvor hun ikke kan bunde?
Hvor langt ville du gå? Hvem tør du stole på? Husk, at sandheden ofte har flere sider…
Bedømmelsen
En lille tjeneste startede en smule sløvt, og jeg frygtede at det var en gentagelse af Kvinden, der forsvandt. Men pludseligt kommer bogen op i gear, og udvikler sig i helt uventede retninger. Dermed bringer bogen sig i top rent domestic noir-mæssigt, og læseren tages med på en helt uforudsigelig psykologisk thrillerrejse.
Darcy Bell har valgt et skiftende fokus mellem de forskellige hovedpersoner, og det fungerer rigtigt godt. Det skaber en god dynamik i læsningen, selvom karaktererne til tider fik et lidt endimensionalt udtryk. Lidt som om de var skabt over forfatterens skabelon af ”sådan skal en skurk/helt være”. Eks. fremstår Stephanie simpelthen alt for naiv for en voksen kvinde.
En interessant vinkel var det store skel mellem det menneske vi viser på de sociale medier eller for vores omverden, og så vores virkelige jeg. Gennem bogen afsløres flere og flere diskrepanser mellem disse to sider, indtil den virkelige side viser sit grimme ansigt.
Idémæssigt var plottet rigtigt godt, men bogen bærer præg af at være en debut. Der mangler en smule finpudsning af sproget ligesom man var efterladt med en lidt flad fornemmelse: den store finale manglede, og slutningen lod for mange løse ender flagre. Men alt i alt en lovende debut, der vil tiltale mange domestic noir elskere.