HomeBoganmeldelser Huset ved havet af Liz Fenwick

Huset ved havet af Liz Fenwick

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

Fortiden afsløres

Huset ved havet er skrevet af Liz Fenwick, er bl.a. er kendt for Den uventede arv og Hemmelighedernes atelier. Huset ved havet er hendes syvende roman.

Forlagets beskrivelse:

Huset ved havet er Liz Fenwicks smukke og gribende fortælling om tre generationer af kvinder. Og deres hemmeligheder, der afsløres i et gammelt hus ved de korniske klipper.

Det betagende hus på de korniske klipper, Boskenna, har en dyb betydning for hver af de tre kvinder fra tre forskellige generationer af Trewin-slægten. Det var Joans paradis, da hun levede sit glamourøse liv i 1960’erne med sin mand inden deres ægteskab og liv endte i en tragedie. For hendes datter, Diana, repræsenterer huset hendes glædesfyldte barndoms uendelige somre, men også sorgen og undergangen, der udfoldede sig her. For barnebarnet Lottie udgør huset ved havet et øjebliks fred for hendes ituslåede liv i London. I Boskena venter samtidig en fortid, hun inderst inde helst ville glemme.

Tre kvinders sammenvævede skæbner udfoldes på dramatisk og indlevende vis.  Liz Fenwicks Huset ved havet er fyldt med skæbnesvangre hemmeligheder.

Bedømmelsen:

Huset ved havet er endnu en medrivende fortælling fra Liz Fenwick. Sproget er tydeligt gennemarbejdet og plottet bevæger sig løbende fremad. Karakterudviklingen er imponerende, og relationerne mellem kvinderne fremstillet dybt indviklede på det følelsesmæssige plan. Desuden er deres individuelle historier flot knyttet til den politiske og historiske kontekst.

Liz Fenwick viser igen sin fantastiske evne til at skabe billedfremkaldende scener. Uanset om det er huset Boskenna, der så effektivt binder historierne sammen, de corniske omgivelser eller de mange rigt detaljerede øjeblikke, der udgør de underliggende detaljer i fortællingen.

Historiens forskellige tidslinjer skabte en helt speciel stemning. Bogens struktur var meget involverende, og man blev hurtigt opslugt af de forskellige intriger – til tider var det lige før bogen bevægede sig ind i spionromanens genre. Oplysninger vi får i én fortælling får brikker til at falde på plads i en anden fortælling og det er en virkeligt god måde at holde spændingen ved lige på. Deres historier er overbevisende hver for sig, men sammen skaber de noget helt nyt.

Alle tre generationer af kvinder bliver bragt under Boskennas tag af en meget trist grund, og gennem det ser vi, hvor splittet denne familie egentlig er. Der er mange hemmeligheder at afsløre – hvad skete der eks. i 1962 med Dianas far?. Historien spejler livet i, at følelser ikke forbliver begravet for evigt, og Liz Fenwick belyser de små, ofte oversete øjeblikke, der kan forme og definere et liv. Fortidens hemmeligheder vil altid give genlyd i nutiden.

Ved hvert kapitel er anført hvilken karakter vi følger men også dato og klokkeslæt. Det gør det nemt at finde rundt i de forskellige tidslinjer – og de korte kapitler lokker til lige at læse et enkelt kapitel mere. Bogen er skrevet med så meget passion og historien fuld af drejninger på en måde, som kun Liz Fenwick kan skrive det.

Et smukt skrevet familie drama.

Huset ved havet

Forfatter: Liz Fenwick

Udgivet: 2022
Forlag: Zara
Sidetal: 485

Leave a Reply