18 august, 2019
Københavns brand af Søren og Morten Ellemose
Comments : 4 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Forfatterskabet.dk, Henning Lorentzen, Manus Albino, mord, Morten Ellemose, politi, racisme, samfund, Søren Ellemose, terror
Manus Albino tager magten
Søren og Morten Ellemose har tilsammen skrevet flere end 35 bøger, men Københavns brand fra 2010 er deres krimidebut. Oprindeligt blev den udgivet på Byens Forlag, men efter en revidering udgives den nu i en ny udgave fra Forfatterskabet.
Københavns brand er første bind i serien om Manus Albino og introduktionen til kriminalkommissær Henning Lorentzen. Sidenhen er udkommet yderligere to bind, nemlig Fange nr. 21 og Havfruens død.
Handlingen
Da kriminalkommissær Henning Lorentzen og hans assistent Louise Jensen sættes på en sag, hvor en lig findes i en kuffert, virker det i første omgang som en ”normal” drabssag. Men hurtigt viser sig noget andet – for ligets hoved passer ikke med kroppen.
Efterforskningen sender hurtigt teamet i retningen af Herlufsholm, hvor de stifter bekendtskab med en mere end normalt udfordret ung mand. Men pludseligt bliver teamet presset af en serie af racistiske propaganda tiltag, der optræder meget synligt i København. Kan det have noget at gøre med det fundne hoved – der tilhører en jødisk kvinde?
Bag de forskellige happenings står organisationen Manus Albino. Men hvad er deres formål og hvad er det de vil opnå? Under alle omstændigheder reagerer samfundet stærkt på deres tiltag, og København oversvømmes af rasende indvandrere, venstrefløjen og generelt utilpassede unge – København brænder.
Henning Lorentzen må erkende, at sagen trækker tråde helt op i toppen af samfundet, og tilbage til begivenheder under 2. verdenskrig. De mennesker, der sidder på magten er ikke villige til at give afkald på den – og de vil gå meget langt for at holde på den. Sagen går i hårknude, pressen virker hele tiden til at være et skridt foran og gadekampe og terrortiltag er stigende. Skal dette ende med at blive en af de få sager, hvor selv Henning Lorentzen må give op?
Bedømmelsen
Søren og Morten Ellemose er et rigtigt godt team! Det er lykkedes dem at skabe en fortælling, der på samme måde fremstår realistisk, skræmmende og tankevækkende. Virkeligt facts og hændelser blandes på en fascinerende måde med samfundsrelevante emner og hæsblæsende spænding.
Plottet er virkeligt godt sammenskruet, og det tvistes flere gange i helt uventede retninger. Sproget er holdt i en meget detaljeret stil, der måske til tider kan skræmme enkelte læsere. For mig gav det dog et billede af en kæmpe fortællerglæde og et stort ønske hos forfatterne om at efterlade læserne mest muligt oplyst. Der har tydeligt været tale om et kæmpe researcharbejde op til skrivningen.
Persongalleriet er fantastisk og meget alsidigt. Fra Henning, der kobler af fra den brutale hverdag med gourmetmadlavning over Louise, der hemmeligt er forelsket i Henning og skjuler sin store intelligens til Xenia Holm, den jagtende Ekstra Blads journalist, der vil bruge alle midler for at få den næste forside.
Der er tale om en meget imponerende debut, der tegner et dystert billede af et muligt København. For hvad sker der egentligt, hvis vi ikke længere kæmper for vores demokrati? I hvilken skræmmende retning ville vores samfund udvikle sig, og de ekstreme miljøer overtager magten?
Forfattere: Søren og Morten Ellemose
4 thoughts
Pingback: Københavns Brand (Manus Albino 1) af Søren & Morten Ellemose
Pingback: Fange nr. 21 af Søren og Morten Ellemose - Cats, books and coffee
Pingback: Havfruens død af Søren og Morten Ellemose - Cats, books and coffee
Pingback: Herrens hus af Søren og Morten Ellemose - Cats, books and coffee