HomeBoganmeldelser Konkursklubben af Lindholm & Zornig

Konkursklubben af Lindholm & Zornig

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , ,

Money makes the world go around

Konkursklubben er tredje bind i Zornig og Lindholms krimi/thrillerserie med efterforsker Tessa Højmark og sikkerhedskonsulent Adam Forsberg i hovedrollerne. I serien er tidligere udkommet Et ubetydeligt mord samt Monsterland.

Handlingen

I Køge havn findes liget af en mand, og Ole Bundgaard sættes på sagen. For ham er det bare som enhver anden sag, der helst skal lukkes så hurtigt som muligt – men så øjner han en åbning for at få Tessa ned med nakken

Tessa er leder af den nyoprettede Alfagruppe. Og de skal som udgangspunkt selv udfinde de sager de vil arbejde på. Men når Justitsministeren selv går ud i pressen, så må politiets præmiebetjent træde til. Tessa er frustreret over at deres spor i sagen ikke fører nogle vegne – for specielt nu er det vigtigt at den nye afdeling markerer sig.

Tessa er dog heldig og falder over et spor mellem den afdøde og Adam Forsberg – en mand hun helst ikke vil møde igen, da hun skjuler noget stort for ham. De har nemlig sammen datteren Karma – men det ved Adam ikke.

På Tenerife findes mange forskellige mennesker. Det dejlige klima og de lave priser har længe tiltrukket pensionister og livsnydere – men også mennesker med ting de helst vil skjule. I bygningen Eldificio del Rey Kurso (konkurs-bygningen) møder vi de tre danskere Jack Nelsen, Jørgen og Svend. De har en plan – en plan der endeligt skal give dem den hævn de higer efter. Men der er mange ting der skal falde på plads, og mange ting der kan gå galt.

Jack tager til Danmark og føre sig frem som rig investeringsrådgiver. Hermed møder han deres nemesis Bo Fabricius – men også hans mor, hvilket fører ham lidt ud på et sidespor. Men ellers lykkedes planen over al forventning – indtil livet tager en uventet drejning, og de tre snart bliver de jagede.

Bedømmelsen

Konkursklubben er en meget velskrevet og interessant bog. Med sin relevante problemstilling og lige den rette mængde samfundskritik, er dette bind langt mere personligt for forfatterne end vi har set før. Tanken om personlig konkurs er jo noget Zornig selv har prøvet, og det giver en helt speciel realisme over bogen.

Med et fantastisk sammenskruet plot og en hæsblæsende handling, så er der lagt op til mange timers underholdning. Persongalleriet er rigtigt godt sammensat. Karaktererne fremstår glimrende beskrevet, og man efterlades med et godt indtryk og en forståelse for deres handlinger.

Geografisk kommer vi meget rundt, men alle lokationer er godt beskrevet. Jeg syntes specielt det var interessant at læse om den måde udenlandsdanskerne levede på, og det kulturelle chok der rammer Jack da han tager hjem til Danmark.

Den detroniserede kriminalmand Bundgaard var fantastisk beskrevet. Med absolut ingen indsigt i egne svagheder skal skylden altid placeres hos andre – i dette tilfælde Tessa. Men nogle gange kan ens handlinger have konsekvenser man aldrig kunne have forudset. Han er skabt som en så ubehagelig person, at man frydes når han får en over nakken.

Gruppen idé om at skabe et samfund og et sikkerhedsnet rundt om Tessa og Adams datter var helt fantastisk. Der er næppe mange andre der ville gå så langt for et barn. Er du til bøger der byder på lidt udover det sædvanlige, så vil du helt sikker finde Konkursklubben tiltalende.

Konkursklubben

Forfattere: Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm

Udgivet: 2020
Sidetal: 320

Leave a Reply