HomeBoganmeldelser Ligblomsten af Anne Mette Hancock

Ligblomsten af Anne Mette Hancock

Comments : 2 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , ,

Imponerende krimi debut

Anne Mette Hancock er journalist, og har sammen med Katrine Engberg skrevet bogen Klap i, hest. Ligblomsten er hendes debut indenfor krimigenren, og introduktionen til journalisten Heloise Kaldan. Jeg forudser dog mange flere krimier fra Anne Mettes hånd.

Handlingen

Journalisten Heloise Kaldan har problemer. Den afslørende artikel hun lige har fået trykt, viser sig at være baseret på forkerte oplysninger. Måske skulle hun ikke have stolet helt så meget på sin kilde, Martin, som hun desuden har et privat forhold til. Hendes stjerne på avisen er nu for nedadgående, men så modtager hun et mystisk brev fra den eftersøgte morder Anna Kiel. Anna Kiel er sidst set for tre år siden – fanget på et overvågningskamera –  indsmurt i blod og med en kniv i hånden.

Heloise kan ikke slippe brevene fra Anna, og hun beslutter sig for at efterforske sagen nærmere. I den forbindelse krydser hendes vej politimanden Erik Schäfer, der arbejde på den oprindelige mordsag. Heloise forsøger længe ikke at blive inddraget for meget i efterforskningen, men Anna sender i efterfølgende breve små hints til, at Anna og Heloise er forbundet. Og da endnu et mord finder sted – denne gang i Heloises omgangskreds, kan hun ikke længere undgå inddragelse i sagen.

Erik Schäfer graver også videre i både den gamle og den nye sag – men alle retninger fører ham hen mod Heloise. Hvad er det Heloise er så bange for vil komme frem i lyset, hvis Anna Kiel bliver fundet?

Heloise

Bedømmelsen

Hold da op! Denne bog er nok en af de flotteste og mest velskrevne krimidebuter jeg er stødt på. Med en flydende og levende sprog, lykkedes det Anne Mette Hancock at introducere os for nogle realistiske og spændende hovedpersoner, som man gerne vil følge i fremtiden.

Man er fanget fra første side, og historien formår at holde læseren fanget hele vejen i gennem. Det er en interessant vinkel, at Ligblomsten ikke fokuserer på hvem der har begået gerningen, men mere på det psykologiske aspekt. Vi ved nemlig allerede fra starten, hvem der har gjort det, men i løbet af bogen afsløres også hvorfor. Gennem bogen beskrives mange af de forskellige miljøer, der udgør København, og samtidigt introduceres læseren for mange forskellige mennesketyper. Alle er de skildret fantastisk og troværdigt.

Bogen er så meget mere end en klassisk krimi, med et mord der skal opklares. Det eminente plot twistes i uventede drejninger, og læseren udsættes for  overraskende spændingsmomenter pakket ind i en meget realistisk beskrevet efterforskning. Anne Mette Hancocks sprogbrug højner hele tiden stemningen, og gør Ligblomsten til en ægte page turner.

Det er spændende, grum og meget, meget medrivende læsning om hævn, retfærdighed og tilgivelse. Og husk: intet er, som det umiddelbart ser ud til at være. Velkommen på krimiscenen Anne Mette – vi ser frem til mange flere bøger fra din hånd!

Forfatter: https://www.facebook.com/annemettehancock/

Udgivet: 2017
Sidetal: 307

 

Katrine Engberg (som jeg nævnte i indledningen) har også vist store evner indenfor krimigenren. Du kan læse min anmeldelse af hendes seneste bog, Blodmåne, her:

Blodmåne af Katrine Engberg

Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor tidskonsumerende og opslugende det ville være, hvis Anne Mette Hancock og Katrine Engberg skrev en krimi sammen (lokke, lokke).

2s COMMENTS

2 thoughts

Leave a Reply