11 januar, 2024
Nathuset af Jo Nesbø
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: frygt, gyser, Jo Nesbø, Modtryk, mord, Nathuset, thriller
Mørke skove og hjemsøgte huse
Nathuset er skrevet af Jo Nesbø, der vel næppe behøver en nærmere introduktion. Her bevæger han sig dog ind på helt nye spor…
Forlagets beskrivelse:
I den lille by Ballantyne taler man helst ikke højt om det forladte hus i skoven. Og man bryder sig heller ikke ret meget om fremmede, der stiller spørgsmål. Da to teenagedrenge forsvinder efter senest at have været set i selskab med tilflytteren, den forældreløse Richard, er der ingen, der tror på Richards besynderlige forklaringer.
Nathuset er en gyser om ensomhed og mod, om venskab og undergang. Om det vi kan se, og det vi ikke kan se. Det er historien om det mørke hus i den endnu mørkere skov.
Bedømmelsen:
Nathuset er en meget anderledes bog i forhold til hvad jeg tidligere har læst (selvom man finder en snert af Stephen King vibes). Opdelt i tre afsnit, der hver fortælles af Richard, byder den på tre næsten vidt forskellige historier.
I første del får vi et nostalgisk tilbageblik til 1980’erne og bogen minder mest af alt som en klassisk YA-gyser. Richard fortæller om sig selv, sine venners mystiske forsvinden og hans sociale udstødelse (han er nu altså også meget svær at holde af). Det er meget velskrevet, og man fanges hurtigt af historien. Her får vi begyndelsen på en række mørke og destruktive hændelser, mens Richard desperat forsøger at rense sit navn. Denne første del er den stærkeste i forhold til historiefortælling og engagement.
Anden del skifter både gear og skrivestil. Vi befinder os 15 år senere, og historien tager en noget bizar drejning. Der er store twists, der virkeligt kommer bag på læseren. Nogle gange tester dette afsnit dog grænserne for, hvad de fleste læsere vil finde acceptabelt. Richard har dog indset en del om sig selv – men han er stadig p… irriterende.
I tredje del begynder det hele at falde på plads, og man lærer en del og får en større forståelse….eller gør man? Hvad er ægte og hvad er ikke? Som læser stiller man en masse spørgsmål på Nesbøs snoede vej frem til den tilfredsstillende afslutning. Der er masser af fantasifulde og overraskende drejninger, og man er efterladt med følelsen af at have læst en bog, der byder på alt hvad man kan ønske sig fra en gyserhistorie.
Nathuset byder på en god blanding af virkeligheden og det paranormale, med øjeblikke af ægte uhygge og originalitet. Grufulde hændelser på steder med en hemmelighedsfuld og ond atmosfære, skaber en overraskende og foruroligende læseoplevelse. Og det cover!!! Wau!!!
Forfatter: Jo Nesbø