HomeBoganmeldelser Natterend af Niels Kjærgaard

Natterend af Niels Kjærgaard

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , ,

Fortiden vender tilbage

Natterend er skrevet af Niels Kjærgaard der, udover en del noveller, udkom med sin første roman, Natradio, i 2022.

Forlagets beskrivelse:

Et nyt skoleår er begyndt på Kystlund Efterskole. Alt virker til at blive et fantastisk år for den unge Sofie. Hun opdager dog hurtigt, at noget er galt i de gamle bygninger, for en ondskab har bosat sig på skolen. Sammen med den nyansatte lærer, Adam, forsøger hun at stoppe en okkult trussel, før den får kløerne i eleverne. Og på en galeanstalt prøver en flok farlige patienter at flygte fra en skæbne værre end døden.

Bedømmelsen:

Natterend starter med en helt rigtig introduktion til et gyserunivers: stemningen lægges med hentydningen til en grusom kommende hændelse. Og så er vi ligesom i gang og fanget fra første side.

Sofie starter lidt nervøst, men håbefuldt, på Kystlund efterskole. Det hele starter da også godt, men alt ændrer sig hurtigt. Skolens historie er både skræmmende og fascinerende for de unge elever. Lad os være ærlige: vi havde alle sammen valgt at udforske det mystiske tårn. Men ved at gøre dette åbner de for ondskaben, og giver den adgang til deres verden. Noget der stammer fra den tid, hvor skolens grund husede et sindssygehospital.

Den nye lærer, Adam, tror endeligt at han har fundet den rigtige arbejdsplads. Men hurtigt begynder overfladen at krakelere. Han fornemmer at noget ikke helt er som det skal være. I sin egen efterforskning falder han over nogle gamle patientjournaler der, sammen med de ting han har set i tårnet, og de skræmmende oplevelser han har haft på skolen, beviser at noget er helt, helt galt.

Natterend er en bog, der byder på et virkeligt godt skabt plot. Nytænkende med en spændende præmis, der hurtigt fangede min interesse. Der er altså bare noget dragende over det okkulte – der måske findes langt mere i vores hverdag, end vi lige umiddelbart er klar over…

Bogen er tydeligvis skabt til at underholde (og skræmme) sine læsere uden mange spildord eller overflødigt fyld. Den er kort og kontant, og det giver en rigtig god læseoplevelse, hvor den ene side bare tager den anden. Men tag ikke fejl: den vil absolut også overraske dig.

Jeg sidder tilbage med en opfattelse af en forfatter, der brænder for at dele sine fortællinger og elsker at skrive dem. Jeg har læst, at hans egne yndlingsgenrer er fantasy, science fiction og gys, og det syntes jeg virkeligt man kan mærke i historien. Og så signalerer han jo nærmest tydeligt sin genre, ved at starte sine bognavne med ”nat”.

Jeg ville klassificere Natterend som hørende til YA genren. Ikke fordi den ikke sagtens kan læses af voksne, men der er en tydelig YA vibe over den (hvor karakterernes alder sikkert har en stor betydning).

Det er helt sikkert værd at følge Niels og hans forfatterskab fremover, for hans bøger lover godt for fremtiden.

Natterend

 

Forfatter: Niels Kjærgaard

Udgivet: 2023
Forlag: Arkade
Sidetal: 215

Leave a Reply