19 maj, 2020
Onde piger af Alex Marwood
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: 5 poter, Alex Marwood, dom, forbrydelse, Hoff og Poulsen, jagt, medier, Onde piger, pressehetz, skyld
At leve på en løgn
Onde piger er Serena Mackesys første bog, og udkom i England i 2008. Under pseudonymet Alex Marwood har Serena senere skrevet tre andre bøger, ligesom hun har udgivet bøger under sit eget navn.
Handlingen
Det er en skøn sommermorgen i 1986 da de to 11-årige piger Bel og Jade mødes for første gang. Med deres vidt forskellige sociale status, er der intet der binder dem sammen – men inden dagen er slut, vil de for evigt være knyttet. Inden dagen er slut, vil de stå anklaget for en frygtelig forbrydelse – og det er ikke kun domstolen der dømmer dem skyldige.
I 2011 arbejder Amber Gordon i en forlystelsespark i den lille ferieby Whitmouth. I denne periode rammes byen af en række brutale mord, og Amber finder det tredje offer. Journalisten Kirsty Lindsay sendes afsted for at dække sagen – og sådan mødes de to kvinder igen. Og med det møde genoplever de den tragiske dag for så længe siden – for hvad skete der reelt med den 4-årige Chloe?
25 år adskiller dem, men frygten er lige så reel som den grusomme dag. De ved begge, at deres nuværende tilværelse står på spil, for hvis nogle finder ud af hvem de er, vil det ikke kun være morderen byens indbyggere vil jage. Chokerede og bange lover de hinanden at undgå hinanden for enhver pris – de vil beskytte sig selv og deres familier og ikke mindst overholde politiets krav til deres prøveløsladelse. Men nogen kender sandheden og når byen er oversvømmet med presse og politi er det kun et spørgsmål om tid før deres fortid indhenter dem.
Bedømmelsen
Onde piger er en af de bøger, der formår både at underholde men også skabe grobund for efterfølgende refleksion hos læserne. Med sin meget karakterdrevne handling, udfordrer den de enkelte læseres opfattelse af vigtige emner.
Plottet er kreativt skruet sammen, og med dets enkle ligefremhed fungerer det glimrende som redskab til at behandle store og vigtige emner. Miljø, klasseforskelle, fordomme og skæbne udforskes og drejes foran læserne. På denne måde er bogen meget mere end historien om to mordere – den udvikler sig en medrivende udforskning af psykologi og skyld.
I et flydende sprog lærer vi om Bel og Jade, deres barndom og opvækst og vigtigheden af den efterfølgende støtte. Det udvikler sig til et karakterstudie af to kvinder der begik en alvorlig fejl. Og hvordan fortiden kan have en evig stor magt over nutiden.
De to kvinders evige frygt for at blive afsløret, tilfører bogen en strøm at underliggende frygt, der er med til at hæve spændingsniveauet. Frygten skaber den perfekte stemning for læsningen, og står i lysende kontrast til valget af miljø: Det på overfladen lykkelige sommersted, der senere skal afsløres i al sin snuskede, falske glitter.
Udover dækningen af selve sagen, så er bogen også en glimrende stikpille til medierne og deres jagt på de mest snuskede detaljer. Der rodes godt op i deres ønske om at sælge aviser og skabe moralsk forargelse i befolkningen – ligesom der sættes spørgsmålstegn til folkedomstolens ofte forhastede konklusioner. En glimrende bog.
Forfatter: Alex Marwood