HomeBoganmeldelser Pålandsvind af Nina Belling

Pålandsvind af Nina Belling

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , ,

Tab og fantasi

Pålandsvind er Nina Bellings første novellesamling. Hun er forfatter til en lang række romaner, herunder Søstre, der tidligere er anmeldt på bloggen.

Forlagets beskrivelse:

Nogen eller noget forsvinder. Som i titelnovellen Pålandsvind, hvor en mor leder efter sin datter og hendes veninde. De gik ned til vandet tidligere på dagen. I en anden novelle er en kvinde forelsket i en mand i lejligheden overfor. En noget særpræget afstandsforelskelse, men situationen forandrer sig, da manden en dag er væk. I Smaragdgrøn kan en mand ikke finde vej i fjeldet. I samlingens afsluttende novelle befinder vi os på et plejehjem, hvor pårørende følger en døende kvindes langsomme forsvinden.

Temaet udspiller sig forskelligt i novellerne, men kredser hver gang om det, som har været og aldrig bliver på samme måde igen.

Bedømmelsen:

Pålandsvind er en meget interessant novellesamling, der på vidt forskellige måder formår at behandle tab. Jeg sad dog ofte efterladt med følelsen af, at menneskers fantasi – der ofte kan løbe af med dem – også er en del af fortællingerne. Nina udviser her en god evne til at fange læserne og føle, at de får en helstøbt historie på kort tid.

De fleste novellerne fortælles af en jeg-fortæller, hvilket giver et glimrende indblik i den enkeltes tanker og ofte baggrunden for deres bevægsmønstre. De bør ikke læses ud i en køre, for de har alle en god baggrund for refleksion – så læs en ad gangen, og nyd din egen fortolkning bagefter (også selvom det kan være svært ikke at læse videre med det samme).

Selvom novellerne kan fremstå meget forskellige, så er der alligevel en rød tråd gennem dem. Og den måde Nina formår at ændre fortællernes betingelser, og dermed sætte dem overfor nye udfordringer, er meget vellykket. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig dybt imponeret over ikke kun sproget men også den måde hun formår at dreje historierne på. Du ved aldrig hvilken retning novellerne vil tage, og forløsningen overrasker ofte.

I enhver novellesamling vil der være en af novellerne der rammer den individuelle læser mere end de andre. Selvom der var flere i denne samling der ramte hos mig, så var det altså bogens sidste novelle der ramte mest. Har man selv været i novellens situation, så kan man ikke undgå at den vækker følelser og genkendelighed.

Et flot, flydende sprog, god karakteropbygning og realistiske scenarier – har du ikke før turde kaste dig over en novellesamling, så er dette et rigtigt godt bud på din rejse ind i genren.

Pålandsvind

Forfatter: Nina Belling

Forlag: Brændpunkt
Udgivet: 2022
Sider: 136

Leave a Reply