12 august, 2022
Pigen der forsvandt – Emilie Meng mysteriet
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Bo Nordström Weile, drab, efterforskning, Emilie Meng, Jesper Vestergaard Larsen, Mofibo, People's, Pigen der forsvandt, politi, selvtægt, true crime
Hvad skete der med Emilie Meng?
Pigen der forsvandt – Emilie Meng mysteriet. Der er vel næsten ingen danskere, der ikke har hørt dette navn og fulgt sagen i medierne. Pigen der forsvandt – Emilie Meng mysteriet, er skrevet af de to BT-journalister, Jesper Vestergaard Larsen og Bo Nordström Weile
I bogen gennemgår de politiets efterforskning, og hvilke fejl der muligvis havde stor indflydelse på sagen.
Forlagets beskrivelse:
Sagen om Emilie Meng er en af de mest omfattende kriminalsager i nyere tid. I ‘Pigen der forsvandt’ opruller to journalister, hvordan en 17-årig piges forsvinden greb en hel nation om hjertet og gennemsyrede alle lag af samfundet.
Skridt for skridt undersøger de politiets efterforskning og de mulige fejl, der blev begået i de første afgørende døgn. Bogen viser samtidig, hvad det gør ved et samfund, når borgerne pludselig mister tilliden til politiet, retssamfundet og hinanden.
Bogen bringer nye spor og oplysninger frem i sagen og stiller skarpt på en række af politiets mistænkte. En rejse, der fører journalisterne ud i de mørkeste afkroge af den kriminelle underverden i jagt efter svar på spørgsmålet:
Bedømmelsen:
Pigen der forsvandt – Emilie Meng mysteriet er en meget interessant og velskrevet dokumentarisk beretning, der både behandler hændelser før og under efterforskningen. Derudover behandles også politiets problemer med manglende ressourcer og mangel på vigtig vidensdeling. F.eks. blev der i de første år anvendt forkerte teledata (så vidt vides, var det ikke politikredsens fejl, men derimod en generel fejl i det system der indhenter mastedata), ligesom vigtig videoovervågning aldrig blev sikret.
De vigtigste spor i en sag skal findes indenfor de første 24 timer Derfor kan det måske virke uforståeligt at politiet ikke hurtige satte ind med efterlysning og efterforskning i Emilie Meng sagen. Det er netop en af de ting politiet senere er blevet kritiseret for, men statistikkerne viser, at de fleste bortgåede personer selv dukker op indenfor kort tid – og netop derfor iværksætter man ikke altid det store setup med det samme.
Bogen behandler en af de mest omtalte drabssager i nyere tid, ikke kun via indblik i politiets (manglende) efterforskning, men også de frivilliges store arbejdsindsats, selvtægt og de mange mistænkte i sagen. At der også er fokus på befolkningens stempling af uskyldige mennesker samt betydningen af den massive offentlige debat, gør bogen mere fuldendt. Også andre forsvinding- og drabssager inddrages, og her afsløres forskellige paralleler mellem dem og Emilie Meng sagen.
Der er tale om et rigtigt flot stykke journalistisk arbejde, der efterlader læserne med et godt indblik i sagen. Det er et kæmpe puslespil de har forsøgt at samle, men det lykkedes dem at give et flot indblik i sagens mange detaljer.
Der er ingen tvivl om den grundige research der ligger til grund for bogen, men ønsket om at medtage som meget som muligt, er også en af bogens problemer: Den bliver simpelthen for lang, og ville have haft godt af en lidt stengere redigering. Dette ændrer dog ikke på, at du her får en flot true crime fortælling.
Forfattere: Jesper Vestergaard Larsen og Bo Nordström Weile