HomeBoganmeldelser Pigen fra Månehøjen af Lene Krog

Pigen fra Månehøjen af Lene Krog

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , ,

—————————————————- ANMELDEREKSEMPLAR —————————————————-

Spændende ny fantasy

Har du aldrig hørt om forfatter Lene Krog? Det er ok – det havde jeg heller ikke 🙂 Men en forfatter, der på sin hjemmeside bl.a. beskriver sig selv som introvert og akavet – det er da en forfatter efter mit hoved (hun har også en kat og elsker kaffe – og chokolade!). Lene har tidligere skrevet på engelsk, men har på dansk også udgivet bogen Kortslutninger.

Pigen fra Månehøjen

Pigen fra Månehøjen er første bind i en ny serie, og handler om landet Bragimark og dets indbyggere. Bragimark er et univers omgivet af magi, gudinder, hekse … og krig. Vidar og hans heks Caris Bellis har myrdet den kongelige familie og taget magten, og Caris forøger løbende sin magt ved at stjæle evner fra andre hekse og marlinger. De får hjælp til at kontrollere landet fra De grå.

Merian er 20 år, og det sidste hun ønsker sig er at tilbringe sommerferien sammen med sin familie! Moderen er utålelig, og tror stadig at Merian store kærlighed, Kord, en dag dukker op – selvom alle ved han er død. Og Merians tidligere så forgudede storebror, Leander, har valgt at blive sherif for de grå – selv efter de grå myrdede deres far. Gudskelov får Merian mulighed for at tilbringe sommerferien med skolekammeraten Brink på Troldeklippen.

På Troldeklippen møder hun Aia. Aria er død, Ja, altså ikke lige nu, men hun har været død. Siden hun blev genoplivet, har hun levet som skovarbejder i Norlandet, mens hun kæmper for at få sin hukommelse igen. På sin vej til Troldeklippen dør hun faktisk næsten igen – men det er en anden sag.

En voldsom udvikling på Troldeklippen gør, at de to kvinder pludseligt bærer et stort ansvar – og måske besidder nøglen til at redde Bragimark. De må nu begive sig ud på en livsomvæltende rejse, hvor de både må sætte livet på spil og konfronteres med deres fortid. Fortiden præger nemlig dem begge – Merian kæmper med de uforløste følelser for Kord og hævntørsten overfor Leander og de grå. Aia er hæmmet af sin manglende hukommelse og de tilbagevendende mareridt om mordet på hende – men ønsker hun egentlig at finde den fulde sandhed om hendes fortid?

Cylinder

Bedømmelsen

Indrømmet – i starten tænke jeg “Åh, nej – jeg ved allerede hvor dette bærer hen. Har vi ikke fået nok af de YA klicheer?”. Og så vendte forfatteren lige alt på hovedet, og tvistede plottet på de mest uforudsigelige måder. Og hun gjorde det flere gange i løbet af bogen. Når dette sættes sammen med et unikt univers, spændende handling og letflydende sprog – ja, så har du en bog, der næsten læser sig selv.

Bogen er skrevet i en dejlig uhøjtidelig tone, og er hele vejen igennem gennemsyret af en god portion humor – også af den sarkastiske slags, hvilken kun gør den bedre. Handlingen er medrivende og karakterne er virkeligt godt beskrevet. Vi hader de onde, og vi hepper på Merian og Aia – som er bekrevet meget realistiske og elskelige. At vi skiftevis følger handlingen fra Aia og Merians synspunkter gør, at man får et nuanceret billede af historien og desuden kommer godt ind under huden på de to kvinder. Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg har det med slutningen – men der er lagt op til et brag af en efterfølger!

Det mytologiske aspekt giver lige det ekstra til bogen, som skiller den ud fra meget andet fantasy på markedet, og med stemningsbeskrivelser der kan få kuldegysninger til at løbe ned af ryggen, kan jeg kun anbefale alle at tage med på et eventyr og lade sig fordybe i en verden af magi, ondskab og kærlighed

Fire stjerner

Lige nu kan du vinde dit helt eget eksemplar af Pigen fra Månehøjen! Se mere om konkurrencen her: https://www.facebook.com/lenekrogforfatter/

Tak til forfatter Lene Krog for anmeldereksemplaret

Udgave: 1. oplag (2017)
Sideantal: 573 sider
Forlag: Books on Demand

Leave a Reply