HomeBlog Reportage fra BogForum 2018

Reportage fra BogForum 2018

Posted in : Blog on by : Lotte Tags: ,

Bellacenteret åbner dørene til bøgernes verden

BogForum 2018 fandt sted i dagene 26. – 28. oktober 🙂 Udover overværelse af forfatterinterviews, uddeling af priser og stakkevis af bøger, bød BogForum også på mingling med forlagsfolk og andre bloggere – så bliver det vist ikke meget bedre 🙂

Bogforum 2018

Fredag

Jeres udsendte blogger lagde stærkt ud, og nød en forfriskende vodka med Morten Kvistgaard. Vodkaen passede glimrende til stemningen i hans bog Alla og klaveret – en historisk slægtsroman. Morten arbejder lige nu på 2. bind i den planlagte trilogi, og denne gang tager handlingen os til både Sarajevo og Italien. Vi venter spændt på næste bind.

   Bogforum

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

Bogforum

Den fantastiske Stine Bolther har altid gang i mange projekter, og et af de aktuelle er i samarbejde med Jens Møller Jensen, chef for Afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi. De havde sat hinanden stævne ved Politikens Forlag til en samtale om bogen Drabschefens erindringer. I bogen ser Jens tilbage på de sidste 8 års markante sager, lige fra U-bådssagen til skyderi på Christiania og terrorangreb i København.

Det var en spændende samtale om familier, skæbner, store omkostninger, tab og sorg. Der er dog også humoristiske indslag i bogen, som denne blogger glæder sig til at læse.

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

Hos Lindhardt & Ringhof var Stine Bolther igen på banen – denne gang havde hun selskab af Bent Isager-Nielsen og Hans Petter Hougen. Anledningen var deres fælles bog De 7 dødssynder – eller som Stine sagde: Et liv i kittel og uniform. De 7 dødssynder er en række samtaler om ondskab, moral, liv og død set med retsmedicinske og efterforskningsmæssige briller.

Snakken gik livligt mellem de to herrer, der tydeligvis har opbygget et godt venskab. Begge var enige om, at de i denne bog er gået et skridt videre end før, da bogen fungerer som refleksion over baggrunden for menneskers handlinger. Det er en spændende og tankevækkende bog, der kun kan anbefales herfra.

Bogforum

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

Bogforum

På Hvid scene havde Lone Kühlmann budt Leif Davidsen ind til en snak om hans nyeste novellesamling Tag ikke imod en pølse i Moskva. Her tager Leif læseren med på rejser fra Moskva til Tokyo, fra Påskeøen til Sydspanien, fra Vietnam til USA, fra Hawaii til Paris og Danmark. Det var en fængende snak om rejser og at befinde sig afgørende steder i livet.

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

Dennis Jürgensen. Manden, der underholdt mig gennem barndommen med bøger som Kærlighed ved første hik, Jord i hovedet og den fantastiske Freddy serie. Men han formår også at holde min interesse som voksen med hans Roland Triel serie. 5. bind i serien, Eksploderende skadedyr,  er netop udkommet og det var grunden til hans samtale med Jette Holst fra Krimimessen.

I Eksploderende skadedyr finder vi stadig den røde tråd med mordet på Roland Triels hustru, men denne gang er der mere fokus på datteren Andrea. Bogen er en hævnhistorie, hvor specielt selvtægt behandles – i meget velskrevne og kuldegysende scener.

Bogforum

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

Bogforum

Peter Lund Madsen var på scenen med Anne Birgitte Stürup til en snak om bogen På ofrenes side. Det var en yderst interessant debat om den kriminelle hjerne, der virkeligt satte tankerne i gang.

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

BogForums nok bedste bar stod brødrene Garmark for. Jeres udsendte blogger er normalt ikke den store fan af Gin & Tonic, men den serverede version var nu ret velsmagende. Og har man først læst Love City vil man forstå valget af drink. Love City, der er brødrenes anden fælles bog, tager læserne med til De Vestindiske øer – men der er langt fra tale om nogen idyllisk badeferie.

David og Stephan er allerede i gang med tredje bog, der efter sigende vil blive mere mørk og bl.a. involvere kvantefysik. I mellemtiden har Stephan dog også skrevet sin egen bog, Pige under vand, hvor dusørjæger Chris Rantzau Cortes skal hjælpe politiet i en sag. Snart befinder han sig midt i en sag om hemmelige hjemmesider, rockergrupper og unge piger, der sælger sig selv for penge. Jeg glæder mig til at læse første bind i denne nye trilogi – hvor andet bind forventes udgivet til Krimimessen i Horsens.

Bogforum

I baren sås også den altid hyggelige Jens Henrik Jensen, der har god grund til at fejre anmeldelserne af hans seneste bog Lupus.

Lørdag

Med fornyet energi kastede jeres blogger sig ud i universet sammen med rigtigt mange andre – det er nu dejligt at se, at litteratur stadig kan samle så mange danskere.

Dagen startede på Danske Bibliotekers stand, hvor den altid lune Jan M. Johansen, der bl.a. slår sine folder som Den Grå Bibliotekar og skribent hos Bogsnak, var moderator på dagens første debat: “Hvorfor står min bog ikke på biblioteket”.

Bogforum

Forfatter Lars-Emil Woetman og indkøber Tine Popp Madsen blev sat godt i gang med spørgsmålet: “Er biblioteket så alsidigt som det burde være”?

Det var en spændende debat, hvor bl.a. bibliotekers eventuelle ansvar for at udbrede den smallere litteratur og den øgede brugerstyring af bibliotekernes indkøb blev vendt.

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

Bogforums fedeste øreringe blev båret af den skønne Rebekka fra Vildmedkrimi. Jeg må vist finde mine håndjerns øreringe frem inden Krimimessen, hvis der skal hamles op med hende.

Bogforum

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

Den altid sprudlende Sara Blædel var absolut i topform, da hun fortalte om sidste bind i Bedemandens datter trilogien. Den tredje søster udkommer 16. november.

Som de fleste læsere ved, forsøger Ilka at genfinde den far, der forlod hende da hun var 7. Og det var relationshistorien, der skabte den oprindelige idé hos Sara. Det er en anden form for spænding vi finder i trilogien end i Saras tidligere udgivelser, da der denne gang fokuseres mere på menneskelige valg og deres omkostninger.

Bogforum

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

Hos Forlaget Arondsen blev der budt på bobler og guf. Anledningen var Claus Lohman og hans bog Under overfladen, der har høstet glimrende anmeldelser.  Claus har allerede afleveret udkastet til den næste bog, Ukendt land, til redaktøren. Igen skal vi lære mere om en virus, men denne gang i et mere historisk aspekt, da bl.a. involverer aboriginals – vi venter spændt til den udkommer i 2019.

Bogforum

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

På Ny scene havde Carsten Jensen og Omar en fascinerende samtale om bogen Byen vinder altid. Bogen beskriver de meget hektiske dage før, under og efter Det Arabiske Forår i Egypten.

Bogforum

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

Hos Byens Forlag stødte jeres blogger ind i Arne Woythal, forfatter til indtil videre 3 krimier om Rasmus Berg og hans kolleger i Drabsafdelingen. Seneste bind, Gribbene fra Sofia, udkom i juni og var i vanlig stil spændende, realistisk og meget velskrevet.

Bogforum

Kilde: Byens Forlag

Næste bog fra Arnes hånd bliver dog noget lidt andet. Med forventet udgivelse i slutningen af november kommer en bog om Arnes oplevelser som udsendt til Afghanistan. Her fungerede han som rådgiver for kriminalpolitichefen og måtte under militærbeskyttelse deltage i efterforskninger. Bogen tager udgangspunkt i nedslag i Arnes dagbog fra hans anden udsendelse, og vil bl.a. vise bredden af de arbejdsopgaver udsendelsen bød på.

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

Saxo Premium havde selvfølgelig også en stand, der bl.a. bød på et lykkehjul. Og lykkens gudinde var nådig, da det (imponerende nok) lykkedes jeres blogger at vinde en bog der ikke i forvejen var en del af samlingen. Jeg ser frem til at læse Dorthe Nors Kort over Canada – en novellesamling om længsel.

Bogforum

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

Lotte og Søren Hammer er aktuelle med bogen Mirakelbarnet, og fortalte i den forbindelse om deres måde at arbejde på. Herunder kom de bl.a. ind på, at ingen forfattere er forberedt på at skulle læse redaktørens kragetæer. Søren anbefaler dog sin egen metode: indsæt sidefødder i udkastet med eks. “en nydelig håndskrift kommer godt igen”.

Bogforum

Lotte og Søren er allerede godt i gang med arbejdet på den tiende bog i serien om Konrad Simonsen og komtessen.

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

Birthe Rønn Hornbech var på scenen for at fortælle om bogen Politierindringer. Birthe ville egentlig oprindeligt have været præst, men hendes far var imod kvindelige præster. Birthe gik derfor juraens vej, men præstedatteren og det tilhørende sprog fulgte hende hele vejen.

Med fantastisk humor og udstråling førte Birthe tilhørerne gennem en række historier, der har formet hende som menneske og politiker.

Bogforum

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

Læsekompasset er opstået i samarbejde mellem en række biblioteker, eReolen, Litteratursiden, Danskernes Digitale Bibliotek og DBC (Dansk Bibliotekscenter). 

Via Læsekompasset kan du finde helt nye læseoplevelser, og i modsætning til andre søgesider er her indeholdt parametre som stemning, tempo og skrivestil.  Jeg har selv testet det, og fik nogle bogforslag jeg aldrig selv havde fundet frem til.

Bogforum

 

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

I presserummet sås  Lotte Petri og Lone Theils i livlig snak. Begge er godt i gang med kommende bøger. Lotte arbejder lige nu på opfølgere til både Djævlens værk og Blodengel.

Bogforum

Fotograf: Hanne Fuglbjerg

Lone arbejder på Mord 4, der denne gang tager os med til den nordengelske provins.

Bogforum

Fotograf: Hazel Thompson

—————————————————————— ♣ —————————————————————————

Ingen reportage uden rygter: I bloggersamfundet lød rygterne på, at Sascha fra Livetidukkehuset ikke kan lide labre larver! Flere kilder bekræftede dette. Uagtet blev Sascha dog set indtagende ind til flere labre larver – jeres udsendte blogger lover at følge sagen tæt!

Bogforum

Søndag

Søndag blev der dømt hviledag – og læst lidt i de hjembragte bøger

Bogforum                                   Bogforum

 

Det var en fantastisk spændende, travlt og fascinerende oplevelse af være på BogForum – vi ses til næste år 🙂

Leave a Reply