18 marts, 2018
Reportage fra Krimimessen 2018

Hvad man ikke gør…
Det er en mørk og kold lørdag morgen. Klokken er 04.00 og din blogger skutter sig lidt og overvejer, om noget virkeligt er værd at skulle så tidligt op for en lørdag morgen? Men ja, det er er det – dagen står nemlig i bøgernes tegn, og mit første besøg på Krimimessen i Horsens.
Vel udstyret med kaffe (the fuel of life), Red Bull og rundstykker går første etape mod Sorø, hvor jeg skal mødes med Sasha fra Livetidukkehuset. Togturen skal selvfølgelig anvendes til at få de sidste programpunkter fastlagt, og det er ikke nemt – for der er rigtigt meget spændende at opleve på sådan en krimimesse.
→ It’s time to go biblionuts! ←
Morderisk Morgenmad
Dagens første højdepunkt er deltagelse i Morderisk Morgenmad arrangeret af Politikens Forlag.
Emelie Schepp fortalte om processen med 4. bog i serien om Jana Berzelius, og hvor hurtigt tingene har udviklet sig, siden hun selvudgav sin første bog og solgte dem fra garagen. I fars dreng bliver sagen mere personlig for Jana, da kidnapningen af en lille dreng vækker minder fra hendes fortid.
Daniel Cole fortalte om sin debutroman Kludedukken, der opsætningsmæssigt bærer præg af Daniels tidligere arbejde som manuskriptforfatter. Der blev talt lystigt om protagonisten med hjertet på rette sted men en stor manglede respekt for reglerne. Daniels 2. bog, Hang Man, udkommer i England i næste uge, og forventes udgivet i Danmark i efteråret 2018 eller foråret 2019. Fun fact: i Daniels bøger er der altid en Harry Potter og en Bon Jovi reference – fandt du dem i Kludedukken?
Det var et rigtigt spændende arrangement, hvor der også blev talt lystigt om forskellige landes modtagelse og opfattelse af bøger, hvilket bl.a. viser sig tydeligt i de forskellige covers bøgerne udgives med.
Arrangement med Stefan Ahnhem
Straks hastes videre til næste arrangement, hvor Lindhardt & Ringhof bød på en kaffesnak med den svenske forfatter Stefan Ahnhem.
Stefan har udgivet 3 bind i sin serie om Fabian Risk og forsøger løbende at genskabe den helt specielle stemning, der rammer en læser når de opsluges af et univers for første gang. Han talte om vigtigheden af, at man ikke undervurderer den klassiske krimilæser, men husker at skabe noget komplekst og overraskende.
Snakken gik også på tv-serier som den nye episke fortællerform, og hvordan Stefan selv husker det første univers han blev draget ind i: Star Wars. Stefan er selv glubsk læser indenfor alle genrer, men får sin krimiinspiration fra bl.a. Henning Mankel og Stieg Larsson. Han har netop afleveret udkastet til 4. bind i serien til sin forelægger, og Motiv X forventes at udkomme i efteråret 2018.
Rundt på messen
På selve messen gik tiden alt for hurtigt, for når en bibliofil er omgivet af bøger og forfattere, så er der spændende ting uanset hvor man ser hen.
Første forfatterstop blev hos Michael Stig Sørensen, der fristede med lækre bobler
Michael udgav i 2017 den erotiske krimi A-Potentiale, og arbejder p.t. på en bog om organhandel. Hvor langt er en dansk familie villige til at gå, hvis deres barns liv er på spil? Det bliver spændende at læse resultatet.
På Gads stand fangede jeg den skønne Elly Griffiths, der har udgivet bogen Pigen under jorden. Den næste bog på dansk forventes til maj, og den er allerede på min læseliste.
Det var også hyggeligt at hilse på folkene fra Gads, der altid er friske på en god bogsnak og lækkerier til bloggerne.
Mads Peder Nordbo
På Politikens stand var der reception for Mads Peder Nordbo i anledningen af udgivelsen af Kold Angst – 2. bind i hans serie om journalisten Matthew. Mads udgav i 2017 den meget roste Pigen uden hud, og jeg glæder mig meget til at kaste mig over dette univers igen.
I Kold angst bliver tingene mere pressede for karakteren Matthew, og han kommer tættere på sin far og dennes deltagelse i et mørklagt forsøg – men den medfører barske konsekvenser.
Mads har boet i Grønland i snart 4 år, og er stadig fascineret af naturen, stilheden og klimaet. Dog har han i sine bøger valgt at sætte fokus på de mere mørke sider af det grønlandske samfund som incest, voldtægter og selvmord. Derfor er bøgerne ikke bare krimier, men også forsøg på at skabe synlighed om problemerne.
Mads Peder Nordbo flytter snart tilbage til Fyn, men forventer at 3. bind i serien færdiggøres inden – dog er det slet ikke sikkert, at 3. bind bliver det sidste, da Mads har meget mere på hjerte – hvilket vi læsere bare er glade for.
Katrine Engberg
Den skønne Katrine Engberg bragede ind på bestseller listerne med sin debut Krokodillevogteren i 2016. Derefter udkom den endnu bedre Blodmåne og nu er hun aktuel med 3. bind Glasvinge, der selvfølgelig røg med hjem i tasken.
Erik Hauervig
Erik er kendt for sine meget dokumentariske krimier om Station City betjenten Bjørn Agger. Gennem sine 40 år i politiet har Erik selv oplevet de værste livet kan byde på, og nu vil han sammen med Marlene Simoni sætte en stopper for prostitution.
I at samarbejde med organisationen NewLives har de udgivet bogen Panseren og Tøsen – et hidtil ukendt indblik i en verden, som de fleste danske aldrig vil komme til at opleve. Her fortæller de deres historie set fra hver sin side af loven – i en skarp bog fyldt med holdninger og perspektiver.
The Garmarks
På DeamLitts stand, var jeg så heldig at støde ind i Garmark Brødrene
David og Stephan Garmark udgav sidste år deres første fælles bog Rakelsminde, og de arbejder p.t. på den næste udgivelse: Love City. Denne gang er vi i Dansk Vestindien, der rammes af en humanitær katastrofe. I første omgang mistænkes malaria, men det skal vise sig at være noget helt, helt andet. Der trækkes tråde til Guldkysten i 1750’erne med temaer som slavehandel, naturkræfter og hvor små vi mennesker egentlig er.
Som noget nyt, kan læseren lære hovedpersonerne at kende på forhånd: om et par uger vil der nemlig på Mofibo blive udgivet 5 noveller (1 om ugen) samt teaserfilm, der giver os de første glimt af karaktererne. Jeg ved ikke med jer, men denne blogger er i hvert fald nysgerrig, og vil holde et skarpt øje med Mofibo de næste par uger.
Desuden er David Garmark lige nu aktuel med 3. bind i serien om Ditlev Martins, da Stemmer der dræber udkom 9. marts.
DreamLitt udgav på dagen bogen Det Kriminelle Politi af Christine Jønck – om roman baseret på Edderkopsagen, som hendes farmors bror var direkte involveret i. Og så tror jeg at DreamLitt var den eneste stand hvis krimipynt var lavet af perler 🙂
Lotte Petri
Lotte Petri var nomineret til Krimimessens Publikumspris, men måtte se sig slået på stregen af Michael Katz Krefeld.
Lotte har senest udgivet Black Notice, ligesom hun sidste år udgav første bind i en ny serie om retsantropologen Josefine Jespersen Djævelens værk. Derudover har hun været på researchrejse i Grønland (og ja, hun mødte Mads Peder Nordbo til en kop forfatterkaffe), og det bliver spændende at se, hvad den rejse medfører af kommende bøger.
Michael Katz Krefeld kendes af de fleste krimielskere, der gerne følger efterforskeren Ravn og hunden Møffe. Seneste bind i Ravn-serien hed Pagten, og der får man virkeligt spænding for alle pengene.
Michael Larsen
Michael Larsen dukkede op på Turbines stand, hvor jeg fik foreviget ham foran plakaten.
Michael er lige nu midt i researchfasen til sin kommende krimi-thriller, der forventes at være klar til næste år. Det bliver ikke en fortsættelse af Dødens Kode, selvom Michael allerede ved hvad fortsættelsen skal handle om -men inden den skrives, skal han prøve noget andet – vi venter spændt.
Træt, men glad
Udover ovenstående var bloggen forbi mange flere forlag og fik nogle fantastiske forfattersnakke, ligesom der blev udvekslet mange gode bogtips med de andre bloggere. Desuden var jeg så heldig at vinde 2 bøger i Krimifans konkurrence, så der kom lidt ekstra i læsestakken. Med den litterære kuffert helt fyldt op, drager en glad og træt blogger mod København.
Tak til folkene bag Krimimessen for et fantastisk arrangement og for pressekortet.