HomeBoganmeldelser Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen

Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , ,

Da en mand sigtet for pædofili frifindes, skydes han ned foran retten. Betjenten Anders er på tvungen orlov, efter han lækkede et navn til pressen – på en mand, der efterfølgende viste sig at være uskyldig. Men nedskydningen af den frifundne mand kræver alt mandskab, og Anders kaldes tilbage på arbejde.

Det er ikke nemt for Anders at vende tilbage til kollegerne. Chefen Ole vil gøre hvad som helst for at få Anders ned med nakken, Anders fornemmer at kollegerne ikke har tillid til ham og sagen viser sig at være vanskelig. Der er ikke efterladt nogle spor, og det virker som et professionelt job.

Både Vpi. Ole Dahl og Lpi. Tom Holst involverer sig mere end godt er i opklaringen, med tydeligt fokus på hævndrab for de påståede pædofile overgreb. Men Anders er kendt for at gå sine egne veje, og det sker da også her. Måske skal man i stedet se nærmere på offerets nærmeste omgangskreds – en efterforskning, der ender med at trække tråde til Polen, narkosmugling og nynazistiske kredse.

Anders kæmper samtidigt med rod i privatlivet. Konen skred med børnene lige inden orloven, og deres forhold er ikke ligefrem godt. Men Anders distraheres også af tankerne om den skønne kollega Line – der er masser af udfordringer i han liv.

Bedømmelsen

Dette er mit første bekendtskab med Aske Munk-Jørgensens forfatterskab, og det er lykkedes ham at skabe et univers, der byder på mere end bare en krimihistorie. Bogen er velskrevet, og selvom der er flere delhistorier at holde styr på, så er det nemt at følge med i handlingen.

Man får en god indføring i de forskellige karakterer, og man kan sagtens forestille en fortsættelse til bogen. Der er udviklingspotentiale i flere af teamets medlemmer, og dermed lagt op til en videre færd. Anders er den efterhånden klassiske betjent med rod i baglandet og en trang til at gå egne veje. Men bogens beskrivelser af den usikkerhed han også indeholder giver et mere komplet billede af hans karakter.

Miljøbeskrivelser og temaer er ikke langt fra det vi kender fra andre krimier, men Aske viser et potentiale der nok skal bringe flere spændende læsestunder. Man efterlades med en følelse af en forfatter, der gerne vil skrive en krimi med noget på hjerte og helst med en snert af samfundskritik. Alt i alt er Retfærdig Vold et eksempel på god solid underholdning, der også formår at sætte tanker i gang.

Tak til forlaget for anmeldereksemplaret.

Anders

Forfatter: Aske Munk-Jørgensen

Udgivet: 2018
Forlag: DreamLitt
Sidetal: 263

Leave a Reply