22 november, 2019
Satans yngel af Marianne Monteau
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: efterforskning, Forlaget Grønningen, Jeg er den skyldige, Lucy Kiehl, Marianne Monteau, mord, politi, Satans yngel
En imponerende opfølger
Marianne Monteau debuterede med Jeg er den skyldige, der introducerede læserne til betjenten Lucy Kiehl. Nu er andet bind i serien klar, og selvom det sagtens kan læses selvstændigt, så vil jeg anbefale at du starter med første bind.
Handlingen
Lucy har fundet sig godt til rette i Århus, selvom hendes affære med den gifte chef godt kan byde på udfordringer. Men hendes gamle afdeling har brug for hjælp – selvom deres officielle grund ikke er den rigtige.
I København lever den succesfulde læge Britt Holm. At hun har den perfekte familie, det perfekte hus og den perfekte karriere stemmer dårligt overens med, at hun en dag skulle rejse fra det hele. Og faktisk er hun ikke den eneste fra hospitalsvæsenet, der er forsvundet hen over året – for to andre er også væk.
Lucy sætter fokus på forsvindingssagerne, og kommer hurtigt på sporet af at der er noget mystisk ved sagerne. Hvad kan være grunden til, at lige præcis disse tre mennesker er udvalgt? Lucy er tydeligvis på rette spor, for gerningsmanden retter sig fokus mod hende
Chefen og kollegerne vil have Lucy tilbage til Århus, hvilke sætter hende mere under pres. Og pres – det sætter gerningsmanden hende også under da han sætter en deadline. Og han har absolut ingen hæmninger hvad angår midler til at nå sit mål.
Bedømmelsen
Det er et tegn på en forfatters talent, når de kan fremelske store følelser hos deres læsere – og dette mestrer Marianne til fulde. Selvom det ikke ligefrem var gode følelser, så var det dog følelser så stærke, at bogen lige måtte lukkes og vejret trækkes dybt. For Mariannes bøger er absolut ikke for de sarte læsere, og titlen Satans yngel er uhyre velvalgt.
Igen formår Marianne at fange læserne fra starten, hvor både det velflydende sprog og det fantastiske plot sætter den helt rigtige stemning. Karaktererne tilføjes flere facetter, og specielt Lucy virker på mange måder en smule mere hårdkogt – selvom hun stadig mangler af finde sin rette rolle i forhold til chefen. Fokus er meget lagt på teamets efterforskning og deres interne dynamik, og det giver bogen et helt specielt præg.
Bogens handling trækker tråde tilbage til 2. verdenskrig og nogle af de grusomme hændelser den tid bød på. Og Marianne har på en fabelagtig måde formået at binde fortiden og nutiden sammen, mens hun langsomt opruller hvad fortidens synder kan medføre for nutidens ofre. Kan ondskab og had gå i arv? Læs Satans yngel for at finde ud af det…
Forfatter: Marianne Monteau