HomeBoganmeldelser Sekten på Tågeøen af Mariette Lindstein

Sekten på Tågeøen af Mariette Lindstein

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , ,

På flugt fra virkeligheden

Sekten på Tågeøen er første bind i Mariette Lindsteins planlagte serie om New age bevægelsen Via Terra. Bøgerne bygger på Mariettes egne oplevelser efter over 20 år i Scientology og hendes efterfølgende flugt.

Sekten på Tågeøen blev i 2016 kåret som Årets svenske krimidebut. Bogen har solgt over en kvart million eksemplarer i 11 lande.

Handling

Sofia er netop blevet færdig med sin uddannelse som litteraturstuderende, og slikker sårene efter et brud. Ekskæresten straffer hende på sociale medier, og veninden Wilma gør alt for at opmuntre hende. For at få tankerne lidt på afveje, tager veninderne derfor en aften til foredrag med den karismatiske Franz Oswald, der fortæller om sin asketiske livsfilosofi.

Foredraget slutter med at Franz inviterer dem på besøg på Tågeøen, hvor hans kursuscenter ligger. Og selv om færgemanden på overfarten kommer med advarsler, så virker alt fredeligt og roligt. Der er ikke noget religiøst pres, der er ikke masser af leveregler. Bare 4 teser som alle skal igennem, og som efterlader Sofia fredfyldt og lykkelig.

Da Franz ydermere tilbyder Sofia et job som bibliotekar, virker det som den perfekte udvej. På øen kan hun undslippe ekskæresten og få tid til at overveje fremtiden. Og da hun samtidigt finder sammen med Benjamin, ser det hele lovende ud.

Men langsomt udvikler hverdagen sig i en forkert retning. Straf udbredes i større og større grad, deres muligheder for at kommunikere med omverdenen afskæres og efterhånden er både psykisk og fysisk vold en del af hverdagen. Efterhånden vil gruppens medlemmer gøre alt for at undgå misbilligelse fra Franz – også selv om det er på bekostning af andre.

Sofia begynder at sætte spørgsmålstegn ved hendes oprindelige grunde for at blive på øen, hvorfor hun bliver og mest af alt: om hun overhovedet kan slippe væk igen.

Bedømmelsen

Hvad får en tilsyneladende stærk og velfungerende kvinde til at blive opslugt af en kult? Vi har set det før, og vil vi sandsynligt se det igen – og stadig vil det spørgsmål som regel stå ubesvaret. Sekten på Tågeøen forsøger at besvare netop det spørgsmål, og det gør bogen meget interessant og fascinerende.

Bogen er meget velskrevet og giver læserne et helt unikt indblik i en ellers ukendt verden. Det er både skræmmende og oplysende at læse om, hvordan nogle mennesker udelukkende ved brug af karisma og charme kan fortrylle mennesker. Franz Oswalds evne til at manipulere mennesker i en grad, så de ikke længere vil kæmpe for deres selvstændighed, kan være utrolig læsning. Til tider virker hændelserne direkte bizarre og urealistiske – og det er måske de mest skræmmende dele af bogen, fordi de nok er baseret på virkelige hændelser.

Personligt savner jeg en smule mere indsigt i Sofias inderste følelser, tanker og bevæggrunde. Hvorfor blev hun ved så længe? Hvorfor fandt hun sig i den udvikling? Var det drømmen om at det en dag ville vende tilbage til den lykkefølelse og frihed hun fandt i starten? Måske vil man aldrig kunne forstå det, med mindre man selv har været i situationen.

Det i sagen natur realistiske præg over bogen fremhæves også af de tydelige paralleller mellem Franz og tidligere i historien beskrevne sektledere. Fælles for dem er deres uimodståelige karisma og charme, og deres manglende empati og ansvarsfølelse. (og helt uden for referat, så kan noget af den anvendte retorik overføres til en nuværende amerikansk politiker).

Personskildringerne er gode og giver afrundede billeder af hovedkaraktererne. Øens til tider barske naturforhold er på glimrende vis inddraget i handlingen, og er med til at hæve bogens billedmæssige side. Og selvom bogens handling foregår i et stille og roligt tempo, så er der hele tiden en underliggende stemning af frygt, der vil ramme alle læsere.

Du vælger ikke dem. De vælger dig.”

 

Forfatter: Mariette Lindstein

Udgivet: 2020
Oversætter: Signe Lyng
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 479

Leave a Reply