Home / Boganmeldelser / Shopaholic og søster af Sophie Kinsella
31 august, 2017

Shopaholic og søster af Sophie Kinsella

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Chick-lit når det er bedst

Shopaholic og Søster er det 4. bind i den skønne Shopaholic serie, og det er som sædvanligt fantastisk underholdende at følge Rebecca Bloomwood og de absurde situationer hun roder sig ud i.

Handlingen – shopaholic møder nye udfordringer

Luke og Becky har været på en fantastisk bryllupsrejse, men nu kalder hverdagen igen. Becky har købt et par småting på rejsen – eller måske lidt mere. Hvordan kan de småfornødenheder fylde flere lastvogne? Og mens de har været væk, har tingene i London ændret sig. Beckys bedste veninde Suze er ikke til at kende, hendes bedste ven Danny har travlt med karrieren og Luke – hendes skønne, afslappede ægtemand – er lige pludseligt travlt optaget af endnu en fusion. Derudover forventer han nu at Becky skal kunne overholde et budget!

Men der er håb forude for Becky – det viser sig nemlig, at hun har en hidtil ukendt halvsøster. Og på bedste Becky facon, går hendes fantasi snart i højeste omdrejninger: her er det hun har manglet i sit liv – hendes manglende halvdel, hendes shopping makker og måske bruger de samme størrelse i sko (hurray!). Men Jess er slet ikke som Becky havde forestillet sig  – hvordan kan en kvinde hade at shoppe!

Becky må sætte alle kræfter ind på at omvende sin søster – koste hvad det vil. Som vi kender det fra de tidligere bøger, ender dette i en række, mere eller mindre, absurde, men også underholdende situationer. Og måske ender Jess og Becky med at finde en fælles forståelse.

 

Bedømmelsen

Jeg indrømmer gerne, at bøgerne følger det samme mønster, og man derfor ikke burde blive ved med at føle sig underholdt – men det gør man altså. Man ved hvad man kan forvente, når man åbner en Shopaholic bog, og nogle gange er det bare det man trænger til.

I denne bog ser vi lidt mere af Luke og hvordan han ser Becky, og det var tiltrængt. Man sidder tilbage med en større forståelse for ham og hans følelser for Becky. I de næste bøger ser jeg gerne lidt mere udvikling i Beckys karakter, for ellers kan det godt blive lidt trivielt.

Sproget er meget letlæseligt og flydende, og Shopaholic og søster er oplagt til en sommerdag ved poolen (okay – med den sommer vi har i Danmark i år, er den også oplagt til en regnvejrsdag). Er du fan af chick-lit genren (eller som min ven fra Den grå bibliotekar ynder at kalde dem: Det pastelfarvede segment), så er Sophie Kinsella altså noget af det bedste.

Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med Shopaholic serien, så har du noget at glæde dig til. Første bind hedder En shopaholics hemmelige drømmeverden. Bøgerne er også ret lette at læse på engelsk (og bedre på originalsproget, hvis du spørger mig), så har du mod på at kaste dig ud i det, så er her den oplagte chance.

http://www.sophiekinsella.co.uk/1

Oversætter: Dorte Andersson
Udgivet: 2008
Forlag: Lindhart og Ringhof
Sidetal: 395

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *