HomeBoganmeldelser Sidste tog til London af Meg Waite Clayton

Sidste tog til London af Meg Waite Clayton

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , ,

Mennesker der ændrer verden

Sidste tog til London er baseret på virkelige begivenheder. Den hollandske Geertruida Wijsmullers var involveret i ”The Vienna Kindertransports”, der i de sidste 9 måneder op til 2. verdenskrig fik 10.000 fortrinsvis jødiske børn til England. For hovedparten blev de de eneste overlevende fra deres familie.

Meg Waite Clayton har tidligere udgivet 6 bøger og har vundet flere priser. Hun skriver ofte om de specielle udfordringer kvinder kan stå over for, og har bl.a. skrevet for The New York Times og The Washington Post. Sidste tog til London er hendes første udgivelse på dansk.

Handlingen

I 1936 tillægger den 15-årige Stephan Neuman ikke nazisterne større betydning. Han drømmer om en fremtid som forfatter og lever et mageligt liv i Wien, hvor hans far ejer en stor chokoladefabrik. Hans bedste ven er det matematiske geni Žofie-Helene, en kristen pige, hvis mor skriver for en anti-nazistisk avis.

Selvom Stephan, hans lillebror Walther og resten af deres familie betragter sig selv som østrigere, så er de i tyskernes øjne først og fremmest jøder. Og da nazisterne i 1938 invaderer Østrig, får familien hurtigt det at føle. Hans far tvinges på en transport til en lejr, og Stephan er nu eneansvarlig for sin lillebror og kræftsyge mor.

Žofie-Helenes mor arresteres for sin ”undergravende virksomhed” og Žofie-Helene må sammen med sin yngre søster flytte ind hos deres bedstefar. Men modet har hun arvet fra sin mor, og ingen skal forhindre hende i at hjælpe sine venner.

I Holland sidder Tante Truus. Allerede i 1933 begyndte hun at smugle jødiske børn ud af Tyskland – men med invasionen af Østrig, ved hun at tiden nu er ved at rinde ud. Overalt begynder lande at lukke deres grænser for de desperate flygtninge. Hendes engelske samarbejdspartnere får overtalt den engelske regering til, at England skal modtage flygtningebørn. Truus Wijsmuller må nu drage til Østrig, og her overtale Adolf Eichmann til at lade børnene rejse.

600 – hverken mere eller mindre. Det er det antal børn Truus får tilladelse til at rejse med. Hvis hun altså på meget kort tid kan finde transportmuligheder og familier, der vil lade deres børn rejse under sabbatten. Bare ét enkelt barn, der ikke møder op – så får ingen lov at rejse.

Bedømmelsen

Sidste tog til London er en velskrevet og vigtig bog. Der er skrevet, og vil sikkert fortsat blive skrevet, mange bøger om 2. verdenskrig og de medfølgende tragedier. Men for mig var det nyt at læse om børnetransporterne og de mennesker, der satte livet på spil for andre.

Desværre var det meget svært at blive involveret i historien. Der er mange karakterer på spil, og i korte kapitler skiftes hurtigt mellem forskellige steder og karakterer. For mig ødelagde det historiens flow og gjorde mig mindre investeret i karaktererne end set i tidligere bøger om samme emne. Og i en fortælling, der som udgangspunkt er følelsesmæssigt drevet, er det en skam at man skal frem til bogens tredje del før stemningen virkeligt bider sig fast. Dog må fremhæves, at karakteren Walther med sin tøjkanin var så fantastisk portrætteret, at det fik tårer frem i denne læsers øjne.

Det der hæver historien er det vigtige emne om et grusomt kapitel i Europas historie. Det viser mange landes uvillighed til at modtage flygtninge – en situation, man ikke kan undgå at sammenligne med nutidens politiske klima. Romanen er smukt skrevet, og til tider havde sproget en næsten poetisk præg. Og bogen viser, at menneskeheden ikke kun besidder ufattelig ondskab men også uselvisk styrke og mod.

Sidste tog til London er en god blanding af oprivende fakta og interessant fiktion. En skræmmende fortælling om nazismens hurtige opstigen og de ufattelige konsekvenser. Men også en fortælling om en kvinde, der tjener både som forbillede og inspiration – og hvis indsats fortjener anerkendelse.

Forfatter: Meg Waite Clayton

Udgivet: 2020
Oversætter: Johnnie McCoy
Forlag: Gads Forlag
Sidetal: 466

Leave a Reply