HomeBoganmeldelser Skakmesteren fra Tirana af Claudia Westh Lonning

Skakmesteren fra Tirana af Claudia Westh Lonning

Comments : 2 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

Det ukendte land

Skakmesteren fra Tirana er Claudia Westh Lonnings romandebut, inspireret af et indbrud, et vennepars au pair og en naturlig nysgerrighed om et ikke så litterært velbeskrevet land. Resultatet blev denne historiske roman, der tager udgangspunkt i Albanien under og efter 2. verdenskrig.

Claudia Westh Lonning er uddannet cand.mag. i spansk med historie som sidefag.

Handlingen

Da betjenten Robert, sammen med sin afdeling, afslører en albansk tyvebande, finder han blandt tyvekosterne en armbånd med et indgraveret M. Og det armbånd har han set før – nemlig hos sin ekskæreste Julie. Julie – kvinden han troede han skulle tilbringe livet med, indtil hun en dag rejste fra ham.

Hos Julie er armbåndet forbundet med lidt af en hemmelighed. Hun har aldrig fortalt sin bedstefar, at hun tog armbåndet fra hans barndomshjem i Albanien. Armbåndets historie går helt tilbage til et bryllup i 1927, men der er ikke gode minder forbundet med det.

Robert og Julie var kærester i den periode hvor Julie skulle skrive afhandling om Albaniens historie. Hendes bedstefar Safet har aldrig ville fortælle sandheden om sin flugt fra Albanien, men det forhindrer ikke Julie i at blive opslugt af emnet. Desværre deler Robert ikke hendes store interesse for emnet, og efterhånden driver det en kile imellem dem.

Julie ender med at rejse til Albanien for at finde spor, og finder der oplysninger om bedstefaderens fortid. Det er her hun kommer i besiddelse af det mystiske armbånd, hvis historie trækker tråde mange år tilbage. Og efterhånden går det op for hende, at der er en ganske god grund til Safets tavshed – for det er ikke en lykkelig historie.

Det er en fortælling om håb, optimisme og mod – der knuses på den mest grusomme vis, mens Albanien endnu engang omfavnes af en diktators klør. En fortælling om oprør, kærlighed og flugt – og en fortælling om at stifte fred med sin fortid.

Julie

Bedømmelsen

Claudia Westh Lonning har med Skakmesteren fra Tirana skabt en meget fascinerende, medrivende og lærerig fortælling. På en fantastisk måde har hun kombineret historiske facts med en spændende slægtshistorie, og det efterlader læseren både oplyst og med grobund for refleksion.

Sproget flød let hen over siderne, og man blev hurtigt fanget af historien. Specielt Safet efterlod et stort indtryk. Den unge mand, hvis verden ændres for evigt via skakspillet og de muligheder det åbnede. Den unge mand, der efter 2. verdenskrig var opfyldt af optimisme og håbet om en bedre fremtid for Albanien – kun for at se alle sine drømme knust. Han blev beskrevet så levende, at man sagtens kunne sætte sig i hans sted.

Et meget spændende indblik i et noget ukendt land og dets kaotiske historie. En imponerende debut, der giver forhåbninger om kommende bøger fra Claudias pen.

Julie

Forfatter: Claudia Westh Lonning

Udgivet: 2019
Sidetal: 301

2s COMMENTS

2 thoughts

Leave a Reply