HomeBoganmeldelser Skytsenglen af A. Halonen og K. Frazier

Skytsenglen af A. Halonen og K. Frazier

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , ,

Et af Danmarkshistoriens mest spektakulære mord

Hypnosemordet rystede Danmark i 1951, og siden er mordet blevet genstand for utallige bøger, undersøgelser og dramatiseringer, eks. i to afsnit af Rejseholdet. Skytsenglen er baseret på denne unikke historie, hvor en jury for første gang dømte en tiltalt for at bruge hypnose og dermed manipulere en anden til at begå den ultimative forbryelse.

Handlingen

Anders Olsen er efterforsker i Københavns Politi. Politiets rækker er stadig præget af eftervirkningerne efter 2. verdenskrig, hvor en del betjente valgte at gå tyskernes ærinde – heriblandt Anders Olsens far. Anders valgte dog en anden retning, og fungerede under krigen som modstandsmand. Efter krigens afslutning arbejdede han hårdt på at få draget de tyskvenlige betjente frem i lyset – en sag, der ikke har gjort ham populær alle steder i politiet.

Gift med Anders er Marie. Filosofistuderende, arbejder i en boghandel, jøde og stærkt plaget af fortidens dæmoner – måske er det det, der ender med at fange hende i Bjørn Schouw Nielsens net …

I 1951 træder den 28-årige Palle Nielsen ind i en bank på Nørrebro. Han slår to bankansatte ihjel og stikker af med pengene på cykel. Han bliver dog hurtigt fanget, men selvom alle beviser er klare, er der alligevel noget der undrer efterforskerne. Palle virker mystisk og under en eller anden form for trance. Anders Olsen beslutter sig for at finde ud af mere om Palle, og begynder derfor at undersøge hans omgangskreds.

Palle Nielsen er tidligere nazist, og har afsonet i diverse fængsler. Da Anders taler med tidligere fængselsindsatte henledes hans opmærksomhed på Bjørn Schouw Nielsen – denne skulle efter sigende have haft en meget nær tilknytning – og magt – over Palle. Bjørn har tidligere arbejdet meget med hypnose og psykisk manipulation – men man kan da ikke hypnotisere et andet menneske til at begå mord, kan man?

Anders må forsøge at navigere i en verden, hvor ledelsen mener der ikke skal spildes mere tid på en oplagt sag (og slet ikke med noget så fjollet som hypnose), hvor den sigtede virker utilnærmelig og fokuseret på en drøm om en ny verdensorden, og hvor hans kone i sorgen over deres mistede barn vikles mere og mere ind i efterforskningen.

Anders

Bedømmelsen

I en god blanding af virkelighed og fiktion, er det lykkedes Arto og Kevin at beskrive sagen om Hypnosemordet på en saglig og interessant måde. Man kan som læser ikke lade være med at drage paralleller til den måde vi også i dag manipuleres intetanende, det være sig af pressen, de sociale medier eller bare supermarkeder når vi handler.

De bærende karakterer er fascinerende fra Anders Olsen, der drives af ønsket om retfærdighed men i jagten risikerer at glemme de mennesker omkring sig, til Palle Nielsen, der virkeligt tror på, at hans handlinger er medvirkende til at skabe en ny og bedre verden.  Også Maries kamp med sine dæmoner og Bjørns nådesløse manipulation med  andre mennesker, er med til at drive bogen frem.

Hvor langt er vi villige til at gå, når vi opsluges af det der for os er det rigtige? Og tør vi tage kampen op mod overmagten når det virkeligt gælder?

Anders

Sideløbende med arbejdet på romanen er der også skrevet på manuskriptet til filmatiseringen. Filmen får premie den 28. juni med Pilou Asbæk i rollen som Anders Olsen og Josh Lucas som den meget karismatiske Bjørn. Du kan se traileren her.

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplaret og forpremiere på filmen.

Forfattere: Arto Halonen og Kevin Frazier

Oversætter: Sarah O’Neill von Essen
Udgivet: 2018
Sidetal: 288
Bonusinfo

Da Bjørn Schouw Nielsen blev løsladt i 1967, fandt politiet hurtigt ud af at han havde genoptaget sin hypnosegerning – og igen fik andre til at begå kriminalitet for sig. I 1971 udgav Bjørn en bog om hypnose og fik desuden udgivet sin selvbiografi. Bjørn Schouw Nielsen indrømmede aldrig sin rolle i Hypnosemordet og i 1974 begik han selvmord. 

Leave a Reply