HomeBoganmeldelser Slikmund af Palle Hyldgård Poulsen (William Kastanien #2)

Slikmund af Palle Hyldgård Poulsen (William Kastanien #2)

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

Skjul altid dine hemmeligheder godt

Slikmund er skrevet af Palle Hyldgård Poulsen, og er er en selvstændig fortsættelse til Kastaniens DNA – der strøg direkte ind på førstepladsen hos Mofibo.

Forlagets beskrivelse:

”DEN STØRSTE GÅDE ER IKKE DEN, DU TROR.”

Et gammelt videobånd kan afsløre Slikmunds identitet. Få ved at båndet findes. Ingen ved, hvor det er.

Den eksotiske yogadronning, Cheeanna Terlov, skal i retten for drabet på sin mand, stjernearkitekten John Terlov, der blev likvideret med en ekstrem brutalitet i sin tegnestue nær Ebeltoft. Beviserne mod Cheeanna er overvældende. Hun havde truet med at dræbe sin mand, krudtslam var overalt på hendes tøj, og frem for alt blev hun fotograferet af en Googlebil tæt på gerningsstedet. Cheeanna afviser, at hun er kvinden på billedet, selvom alle kan se det modsatte, og alle analyser af billedet viser, at det er ægte.

Kort før sagen begynder, bliver Cheeannas forsvarsadvokat myrdet. Et par mystiske ord i hans hånd tyder på, at hun er involveret. Cheeanna ligner en kvinde på vej bag tremmer. Hun har kun ét håb. Den hårdkogte topadvokat, William Kastanien, indvilliger i at overtage hendes sag med kort varsel. William fornemmer straks, at Cheeanna skjuler noget. Han er på ingen måder naiv, og en labyrint af løgne og fortielser overrasker ham ikke. Det gør til gengæld opdagelsen af en hemmelig kælder, hvor William finder en række sexfotos med en maskeret person, der kaldes for Slikmund.

Bedømmelsen:

Slikmund er… altså, den er… for helv søren hvor kan ham Palle skrive bøger! Det er simpelthen så udspekuleret, gennemtænkt og veleksekveret, at man konstant må have det næste kapitel med. Hemmeligheder, retssalsdrama og medrivende handling – hvad har man mere brug for?

Palle har en fantastisk evne til at skabe karakterer, der er lidt ud over det sædvanlige. Den mordsigtede, Cheeanna Terlov, er helt sikkert noget for sig selv, og kan ofte skjule sin intelligens bag sit fantastiske udseende. Der skal dog mere til at imponere William Kastanien, der denne gang virkeligt får sin sag for.  Skal dette virkeligt ende med en skyldig kendelse?

William er bare fantastisk (så fantastisk, at det balancerer fint på grænsen til at være for meget, men Palle formår stringent at holde sig på den rette side af grænsen). Han er ret arrogant, men har nu også noget at have det i. Få har som han en evne til at læse og gennemskue mennesker, og han bruger gerne sin opmærksomhed på detaljer på nogle meget kreative måder. Og så er der lige den karismatiske udstråling, som specielt kvinderne elsker.

Fortidens traumer og mistanker hænger stadig tungt over ham, og dukker hele tiden op i forbindelse med sagen. Det bliver ikke nemmere af, at Cheeannas sag foregår på hans hjemegn, hvorfor han må flytte ind i sit barndomshjem og dermed konfronteres med minder. Palle formår at flette fortiden og nutiden sammen på en meget vellykket og spændende måde.

Som jeg også nævnte i min anmeldelse af Kastaniens DNA, så formår Palle at skabe en god sammenhæng mellem retssalsdrama og de omkringliggende hændelser. Her må jeg fremhæve politiets mere eller mindre lyssky metoder, der forhåbentligt ikke finder sted i virkeligheden. Den form for ”legal thrillers” kommer mere og mere ind på det danske marked, og det er en spændende tilføjelse.

Er du til bøger med medrivende og veludviklede handlinger, spænding på højeste plan, overraskelser og hemmeligheder? Så er Slikmund helt sikkert en bog for dig.

Slikmund

Forfatter: Palle Hyldgård Poulsen

Udgivet: 2023
Forlag: Peckinpah
Sidetal: 624

 

Leave a Reply