HomeBoganmeldelser Som man sår af Hjorth og Rosenfeldt

Som man sår af Hjorth og Rosenfeldt

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

Når truslen vågner

Som man sår er syvende bind i Hjorth og Rosenfeldts bestsellerserie om Rejseholdet og den fascinerende kriminalpsykolog Sebastian Bergman. Michael Hjorth og Hans Rosenfeldt debuterede med seriens første bind – Manden der ikke var morder – i 2010.

Forlagets beskrivelse:

Sebastian Bergmans inderste mørke endevendes i dette syvende og næstsidste bind i Hjorth/Rosenfeldts bestsellerserie. Tre år er gået. Vanja Lithner har overtaget Rejseholdet, og det nye teams første opgave bliver at stoppe en skarpskytte, som efter tre mord på blot få dage har sat en skræk i livet på alle i Karlshamn. Der findes ingen ledetråde, ingen vidner, og ofrene synes tilfældigt udvalgt. Alle i byen er potentielle skydeskiver.

Sebastian Bergman har søgt en mere stille tilværelse, siden han blev morfar, og arbejder nu som psykolog og terapeut på deltid. Da han kontaktes af en mand, der har brug for hjælp til at bearbejde sine oplevelser under tsunamien i 2004, hvor Sebastian selv mistede sin hustru og datter, vendes alt på hovedet.

Billy skal være far og bestemmer sig for at han ikke længere vil acceptere sine mørke, hemmelige drifter. Men fortiden glemmer ikke. Spørgsmålet er, hvor langt Billy er villig til at gå for ikke at blive afsløret. Som man sår er syvende og næstsidste bind i Hjorth/Rosenfeldts krimiserie om kriminalpsykolog Sebastian Bergman og Rejseholdets team.

Bedømmelsen:

Som man sår er en meget ventet bog. Dette bind måtte vi vente ekstra længe på. Gudskelov er den hele ventetiden værd. Der er sket ændringer hos Rejseholdet, hvor Torkel er gået på pension, og Vanja nu leder slaget. Derfor har holdet udviklet en helt ny, og spændende, dynamik, og det var et friskt pust.

Vores karakterer har udviklet sig, nogen til det bedre og nogen til det værre. Den største ændring finder vi hos Sebastian, der har mistet sit bid. Han er faldet til ro og fokuserer mest på sit arbejde som psykolog.

Det er selvfølgelig en naturlig del af bøgernes udvikling, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at savne den oprindelige Sebastian – ham, vi ikke kunne lide og som ikke kunne skabe forbindelse til andre mennesker. Det var ham der skabte lidt drama i serien.

Da han hører om opdagelsen af liget af en gammel kollega, kan han dog ikke lade være med at efterforske på egen hånd – og her ser vi mere til hans geniale hoved. Men selvfølgelig bliver tingene herfra langt mere komplicerede.

Selve historien er opdelt i to dele – morddelen og Billys historie. I seriens tidligere bind har vi lært, at Billy ikke ligefrem er en helgen. Når hans hemmeligheder kommer op til overfladen, vil han gå langt for at skjule dem. Men nu er Billys “orm” vækket – noget vi har ventet længe på.

Som man sår er en bog man læser hurtigt. Spændingen, handlingen og den fantastiske opbygning af universet gør, at man ikke kan slippe bogen. Serien byder på meget mere end politiefterforskning. Bøgerne byder også altid på et problem set fra et psykologisk synspunkt – og det skaber meget afrundede karakterer.

Som vanligt er det lykkedes makkerparret at levere en roman, der er velskrevet, samfundskritisk og meget, meget spændende. De er imponerende dygtige til at opbygge spændingen samtidigt med at de skildrer alle facetter af deres komplekse karakterer. Sproget er flydende og letlæst, og der er skabt en god balance mellem voldelige tendenser, spænding og karakterernes personlige udfordringer. En bog, der anbefales herfra.

Som man sår

Forfattere: Michael Hjorth og Hans Rosenfeldt

Udgivet: 2022
Sidetal: 384

 

Leave a Reply