HomeBoganmeldelser Spejlmanden af Lars Kepler (Joona Linna #8)

Spejlmanden af Lars Kepler (Joona Linna #8)

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

Kepler kan stadig!

Spejlmanden er ottende bind i Lars Keplers medrivende og fascinerende serie om kriminalkommissær Joona Linna. Lars Kepler er et pseudonym for ægteparret Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril.  I serien er tidligere anmeldt bind seks Kaninjægeren og syv Lazarus. I bunden af anmeldelsen finder du rækkefølgen på seriens bøger.

Handlingen

Da den unge pige Jenny kidnappes ved højlys dag, ryster det hele Sverige. Jenny er i skolen kendt som klassen kønne pige, men hun har i længere tid haft en følelse af at blive overvåget. Hun har dog aldrig fanget nogle på fersk gerning, så hun har ingen beviser. Hele landet følger med i opklaringen, men politiet støder ikke på nogle brugbare spor.

Pamela er på en hyggelig familieferie med sin mand og datter. Men deres planlagte fisketur ender helt galt, og Pamela mister sin datter til det kolde vand. Hun står tilbage med en hjerneskadet mand og et savn, der aldrig vil forsvinde.

En ung pige findes hængt på en legeplads – arrangeret på en meget chokerende periode. Joona Linna er med på det team der skal opklare drabet, og må tænke i alternative baner, da et øjenvidne er gået i baglås og ikke kan huske noget. Joona kontakter hypnotisøren Erik Maria Bark i håbet om, at han kan åbne op for vidnets erindringer.

Efterforskningen medfører en skræmmende nedstigning i det menneskelige sind, der fører Joona Linna ind i det mest uhyggelige psykologiske mørke. Vil det lykkes Joona at tvinge drabsmanden frem i lyset – eller har Joona endeligt mødt sin overmand? Én ting er sikkert: det vil kræve offervilje, overlevelsesdrift og anderledes tænkning af fange denne gerningsmand.

Bedømmelsen

Spejlmanden er en længe ventet bog, og derfor var forventningerne også meget høje. Gudskelov levede bogen på alle punkter op til forventningerne. Jeg tror faktisk at jeg uden problemer kan udnævne dette bind som værende det bedste indtil videre.

Lars Keplers bøger har aldrig været for de sarte læsere, og det gør sig endnu mere gældende i dette bind. Der er ikke sparet på de detaljerede og brutale beskrivelser af sadisme og mord. Og alligevel tager det flydende og velskrevne sprog automatisk læserne videre mod næste kapitel, hjulpet godt på vej af en støt stigende spændingskurve.

Joona Linna er sin helt egen, og har en fantastisk evne til at sætte sig i gerningsmandens sted – selvom det sted ikke altid er et rart sted at være. Han er og bliver en fantastisk karakter, hvis passion for arbejdet og at stille gerningsmænd til regning for deres ondskab er fascinerende. Måske fordi hans tankegang nogle gange minder om gerningsmændenes. Han søger konstant retfærdighed og går ikke af vejen for at anvende ukonventionelle metoder

Det er imponerende at se, hvordan ægteparret gang på gang skaber et plot, der ikke kun er nytænkende men også snoet og tvistet på en måde, så selv hærdede krimilæsere holdes nysgerrige til det sidste. De udviser en tydelig viden om psykologi, og tager os med på en intens og nervepirrende rejse.

Det var en fed detalje at hypnotisøren fra seriens første bind vendte tilbage, og det skabte en helt ny sammenhæng mellem seriens bøger. Og så kan vi læsere bare nyde, at ægteparret virkeligt kan deres håndværk – og gudskelov gerne deler det med os.

For sata… øh søren hvor kan de skrive!

 

Spejlmanden

Forfatter: Lars Kepler

Oversættere: Kamilla Jørgensen
Udgivet: 2020
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 525

Se hvor du kan høre “Spejlmanden” som lydbog her. Find de bedste prøveperioder ved brug af Gratislydbog.dk.

Seriens rækkefølge:

1. Hypnotisøren
2. Paganinikontrakten
3. Ildvidnet
4. Sandmanden
5. Stalker
6. Kaninjægeren
7. Lazarus
8. Spejlmanden

Leave a Reply