HomeBoganmeldelser Stilleleg af Lone Theils

Stilleleg af Lone Theils

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Mord, hemmeligheder og løgne

Stilleleg er fjerde bind i Lone Theils’ serie om den danske journalist Nora Sand. I serien er tidligere udgivet Pigerne på Englandsbåden, Den blå digters kone og Heksedrengen.

Lone Theils er uddannet journalist og har bl.a. været korrespondent for dagbladet Politiken. Hun har tidligere været bosat i London, men bor nu i Danmark, hvor hun arbejder som fuldtidsforfatter og freelance journalist. Stilleleg er baseret på virkelige hændelser.

Handlingen

Nora Sand har hevet stikket ud. Hun er taget til Thailand for at træne og overveje sin fremtid på Globalt. Men hun hives tilbage til virkeligheden, da hun ser en nyhedsudsendelse om halshugningen af en fremtrædende politimand i den lille engelske by Toppingham.

I tråd med tidens tendenser, er det oplagt at trække tråde til IS og terror. Men Nora mistænker hurtigt, at der er noget helt andet på spil. For offeret virker ikke ligefrem vellidt, selvom ingen vil udtale sig direkte. Der er dog masser af tegn på, at han ikke ligefrem aktivt arbejdede på at stoppe byens kriminelle elementer.

Og da hun senere spiser middag med Scotland Yards Millhouse, på en lokal kebab restaurant, får hun endnu et billede af det lokale politi:En ung, stærkt beruset kvinde møder op og beskylder ejeren for mord. I sit raseri smadrer hun en flaske og kommer til skade. Men det lokale politi er tydeligt gode venner med ejeren, og den unge kvinde kommer kun på hospitalet fordi Nora insisterer.

Noras sans er vakt, og hun undersøger pigens historie nærmere. Hun er ikke den eneste der huserer i Toppinghams mørke nætter uden fast ståsted. Men har pigen noget at gøre med den tragiske begivenhed, der har ramt den vellidte leder af den lokale pigeskole? Nora får kontakt til en mand der, sammen med sin hustru, er stødt på flere unge piger i problemer. I hustruens dagbog læser Nora bl.a.:

”Den her forbandede by er i gang med en pervers stilleleg. Alle ved, hvad der foregår.

Alle ved, hvem der står bag. Ingen siger noget. Det må stoppe nu. Og jeg er klar til at bruge alle midler.”

Grundet forskellige omstændigheder slår Nora pjalterne sammen med den lokale fotograf, Keith Snyder. Selvom han er ulidelig, kender han byen – men måske har han også sine helt egne grunde til at ville hjælpe med sagen. Og hjælp, det får Nora brug for, for byen slipper ikke sine hemmeligheder så nemt.

Bedømmelsen

Stilleleg er en imponerende velskrevet og fængende krimi. Og med sin baggrund i virkelige hændelser, er den desuden både skræmmende og hjerteskærende. Lone er på glimrende vis lykkedes med at skildre nogle af Englands store sociale problemer, herunder de mange teenagegraviditeter, på en måde der er både oplysende og trist.

Stilleleg er en klassisk pageturner, der med sit høje tempo, letlæselige sprog og interessante persongalleri vil fastholde læserne fra første side. Og vedrørende persongalleriet, så fandt jeg specielt Keith Snyder til at være en forfriskende tilføjelse.

Når man fanges af de relevante og tragiske emner, så er det umuligt at efterlades uberørt. Hele følelsesregisteret sættes i spil, både ifm. de unge piger, men også når Nora befinder sig i sine vanlige uheldige situationer. Men Nora er jo som hun er, og når først hun er på sporet af noget kan ingen få hende til at give op.

Igen fornægter Lones personlige kendskab til England sig ikke, og dette er medhjælpende til at give bogen den der velresearchede og velskrevne følelse. Stilleleg er Lones bedste bog i serien hidtil – og byder på en skøn, dramatisk slutning.

Forfatter: Lone Theils

Udgivet: 2019
Sidetal: 394

Skriv et svar