HomeBoganmeldelser Sygeplejersken af Kristian Corfixen

Sygeplejersken af Kristian Corfixen

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

Når sygeplejersken dræber

Sygeplejersken er en af de personer vi tillægger autoritet. Vi ligger vores sikkerhed i deres hænder, i tiltro til deres professionelle tilgang. I Danmark har vi været forskånet for de store sager, hvor plejepersonale eller folk i andre betroede stillinger har gjort sig selv til herrer over liv eller død. De fleste danskere vil i første omgang tænke på den meget omtalte Plejebo-sag, der jo endte med en ren frifindelse af den sigtede.

Men i 2015 rystede en sag landet: sagen om den unge sygeplejerske Christina Aistrup Hansen, der blev tiltalt for drabs og drabsforsøg. Hvad skete der? Hvordan fik sagen lov til at gå så langt? Og er den rigtige gerningsmand fundet? Dette og mere besluttede journalist Kristian Corfixen sig for at undersøge, og hans arbejde resulterede i bogen Sygeplejersen.

Handlingen

I 2012 var der et mistænkeligt dødsfald på Nykøbing Falster hospital. Et dødsfald hvor undersøgelser viste, at afdøde var medicineret med både morfin og stesolid, trods at dette ikke var ordineret til denne patient. Dødsfaldet blev tilskrevet fejlmedicinering – men blev reelt startskuddet til en langt større sag.

Men der er mistanker. Mistanker om, at en af sygeplejerskerne på det lille hospital gør noget – et eller andet. Uanset hvad, så er der ingen tvivl om, at dødstallet stiger når hun har vagt, og at hun altid befinder sig midt i orkanens øje. Men en mistanke er jo ikke nok – og hvordan gør man ledelsen opmærksom på, at man tror der foregår noget meget forkert.

Sygeplejersken Pernille foretrækker at samle flere beviser i samarbejde med sin kæreste, der er læge på sygehuset. Bare hans reaktion på hendes første udtalelser har bevist, at beskyldningerne ikke er nogle man skal tage let på – for hvordan anklager man en kollega for mord? Først den 28. februar 2015 havde Christina Aistrup Hansen sin sidste arbejdsdag på Akutafdelingen. Den nattevagt der lige var overstået var gået helt galt. Tre døde patienter og en, der lige havde overlevet. Pernille havde fået nok og havde tilkaldt politiet.

Men hospitaler er meget svære gerningssteder at undersøge. Der var ingen fingeraftryk eller dna-spor på de indsamlede sprøjter. Der var ingen videoovervågning, der viste Christina i færd med at gøre noget forkert. Der var faktisk ingen tekniske beviser på, at Christina var gerningsmanden.

At Christina var fagligt dygtigt er ingen af hendes kolleger eller ledere i tvivl om. At hun var ”om sig” og gerne ville være med, hvor tingene skete, var der heller ingen tvivl om. Men var det et rent tilfælde, at så mange dødsfald omgav Christina, at hendes kolleger talte om Christina-vagter? Havde Christina aktivt gjort ting der sikrede, at hun kunne vise sig fra den bedste og mest dygtige side? Eller sidder en kvinde uskyldigt dømt grundet intriger og sladder på en lille arbejdsplads?

Bedømmelsen

Sagen fra Nykøbing Falster er tragisk på flere måder. Men Sygeplejersken er et udsøgt eksempel på, hvordan en spektakulær sag kan beskrives uden at det ender som sensationsjournalistik. Hele vejen igennem er bogen holdt i en sober og dokumentarisk tone, der på intet tidspunkt prøver at overbevise læserne om forfatterens eget standpunkt.

Sproget er flydende og meget velformuleret. De fagspecifikke termer forklares godt, så alle kan følge med uden forudgående medicinsk kendskab, og selve sagen belyses fra flere forskellige vinkler. Det efterlader læseren oplyst, reflekterende og med et godt indblik i sagens aspekter.

Kristian har tydeligvis lagt en del timer i research, og det betaler sig. Alt fra hospitalets nærmiljø, ledelsesudfordringer, klikedannelser og personlige refleksioner er medtaget i bogens beskrivelser, og det på en måde der giver plads til alle sagens interessenter. Der er ikke lagt skjul på hverken beviser eller huller i politiets efterforskning.

17. maj 2017 blev Christina Aistrup Hansen idømt 12 års fængsel for drabsforsøg. Selv hævder hun stadig, at hun er uskyldig dømt. Om hun er skyldig eller skyldig vil jeg lade være op til den enkelte læser at bedømme. Men et fact er, at i mængden af interessante True Crime bøger bør du ikke overse denne.

Sygeplejersken

Bogen er læst på Bookmate

Forfatter: Kristian Corfixen

Udgivet: 2019

Leave a Reply