13 marts, 2020
Tre timer af Rosamund Lupton
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: flugt, flygtninge, kærlighed, mod, Rosamund Lupton, Tre timer, Turbulenz
Tre timer – til at redde dem du elsker
3 timer. Tid nok til at ændre liv – og titlen på Rosamund Luptons nyeste bog. Rosamund har tidligere udgivet Søster, Efter branden og Lyden af stilhed.
Handlingen
Da den unge Rafi hører en eksplosion i skoven omkring sin skole, ved han med det samme hvad der er tale om. Efter alt har han hørt denne lyd mange gange under sin opvækst i Syrien. I hvad der skal blive den værste snestorm i fem år, vil de næste tre timer ændre alle de involveredes liv.
Skolen er opdelt på forskellige lokationer omgivet af skov. Så mens Rafi søger mod sin lillebror for at redde ham og hans klasse, befinder Rafis kæreste, Hannah, sig på skolens bibliotek. Her forsøger hun sammen med andre at yde førstehjælp for skolens rektor, mens andre igen forsøger af barrikadere døren med bøger.
I udkanten af skoven befinder en lærer sig i keramikværkstedet med en gruppe syvårige børn – og i modsætning til andre af skolens lokaler, er værkstedet ikke skærmet af skodder eller betonmure. Tværtimod består de fleste af væggene af glas – og yder altså ingen sikkerhed mod udefrakommende.
Bedre ser det ud for de elever, der er fanget i skolens teater. Beskyttede bag sikkerhedsdøre og mure, kan de kun via mobiler og sociale medier følge med i sagens udvikling – mens de frygter for deres venner.
Politi, ambulancer, medier og bekymrede forældre flokkes til skolen, men det dårlige vejr gør ikke sagen bedre. Ingen kan komme tæt på skolen og få det store overblik – og ingen ved præcis hvad gerningsmanden har planlagt.
Men om tre timer er det hele forbi…
Bedømmelsen
3 timer sætter fokus på meget relevante og vigtige emner, herunder ekstremisme, flugt, overlevelse, venskab og mod. Bogen behandler hvordan sociale medier kan være både en styrke og en trussel mod et moderne samfund, og hvordan de kan anvendes på uhensigtsmæssige måder.
Det er et spændende plot der præsenteres, og med en så karakterdrevet fortælling er det vigtigt at skabe samhørighed mellem læsere og karakterer. Desværre oplevede jeg ikke denne samhørighed. Måske var der for mange karakterer i spil, men for hovedpartens vedkommende blev de for overfladisk portrætteret til at kunne fremkalde følelser. Eneste undtagelse fra dette var brødrene Rafi og Basi, men her var det mest deres forhistorie der ramte.
Bogen starter med et dramatisk brag, og det sætter en god stemning. Desværre holdes dette stemningsniveau ikke gennem bogen. Noget af dette skyldes bl.a. at det var svært at danne et realistisk billede af skolens mange bygninger og derfor følge med i sagens udvikling. Et kort over skolens område ville have hjulpet meget. Derudover virkede det urealistisk at ingen af de involverede gik i panik, og det eneste sted jeg registrerede en virkeligt frygt var når gerningsmandens skridt på gangen kunne høres.
Brugen af Macbeth var glimrende og meget passende valgt. Det skildres godt hvordan eleverne ser at stykkets ondskab også kan foregå i nutiden. Og det får en helt specielt rolle, da det også er et af Rafi og Basis eneste minder om deres far. Men til tider får det lov at fylde lidt for meget.
Bogen bar præg af, at der er foretaget en grundig research, og derfor er det en skam at der ikke bruges mere tid på at gå i dybden med gerningsmanden og baggrunden for dennes handlinger. Til gengæld var visningen af de store skel mellem skolens tolerance og gerningsmandens ekstremisme rigtigt godt skildret.
3 timer er en interessant bog, der desværre ikke lever helt op til sit potentiale.
Forfatter: Rosamund Lupton