HomeBoganmeldelser Udnyttet af Simon Häggström

Udnyttet af Simon Häggström

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

Livets gråzoner

Udnyttet er skrevet af Simon Häggström – svensk forfatter og politiinspektør. Gennem elleve år har han specialiseret sig i prostitution og menneskehandel. Udnyttet er hans romandebut, og første del i en ny krimiserie.

Forlagets beskrivelse:

BRUTAL HÆVN I STOCKHOLMS UNDERVERDEN

Jennifer og Malvina er løbet væk fra deres behandlingshjem. De sover på en madras i en garage og snyder sig til penge fra sexkunder. Molly møder en fyr gennem en dating-app, og de indleder et forhold. Hun bliver forelsket, men efter kun et par uger inviterer han andre mænd med til deres møder.

Markus Lundström og Natalia Volotkova arbejder i menneskehandelsgruppen i Stockholm og møder både bagmænd og sexkunder. De bliver opmærksomme på en gruppe mænd, der udnytter unge piger og sætter en operation i gang for at stoppe dem. Men sporene er få, og politiet bliver mere og mere desperate. Kan de lade en sexkunde infiltrere de hemmelige møder på vegne af politiet?

Udnyttet er en realistisk fremstilling af samfundets mørke sider, som vi ofte vælger at vende det blinde øje til. Men det er også en historie om menneskets evne til at overleve under de mest ekstreme forhold.

Bedømmelsen:

Udnyttet er en ganske fin debut, velskrevet og meget, meget grim. Man kan tydeligt mærke, at bogen er præget af forfatterens oplevelser som betjent, og det giver den et skræmmende realistisk præg. Bogens reelle styrke ligger i forfatterens store viden og stærke engagement. Vi ser den skræmmende virkelighed, som nogle mennesker lever i, fra flere forskellige vinkler. De udnyttede piger, dem der udnytter og politiets kamp for at fælde dem. Og de tre vinkler kombineres flot i bogens slutning.

Bogen indeholder en stor mængde samfundskritik, der dog ikke bliver for påtrængende. På denne måde formå bogen både at være samfundsrelevant, rørende og spændende. Der er detaljerede scener med bl.a. seksuel vold, og disse kan godt være lidt svære at læse – det er grufuldt hvordan nogle mennesker føler sig berettiget til at behandle andre. Men samtidigt finder man et lille glimt af håb: så længe der findes mennesker som Simon og hans kolleger, så længe er der en chance for, at det en dag kan være fortid med den seksuelle vold (jeg tror desværre at dette har lange udsigter – så længe der er penge at tjene, lige så længe vil der være mennesker, der vil udnytte mulighederne).

Hovedpersonen, Markus Lundström, og hans lille, men effektive, team, er rigtigt godt beskrevet. Ikke mindst den hårde og smukke Natalia Volotkova er godt skabt, og bliver spændende at følge i de kommende bøger. Det var også interessant af følge den ene gerningsmand, der fik lov til at udvikle sig til en levende og forståelig karakter.

Bogens eneste minus er det til tider haltende sprog, og det var en smule tungt i de indledende karakterbeskrivelser. Det fiktive sprog indeholder lidt for mange forklaringer og en form for afrapportering i stedet for fortælling. Der anvendes en smule ”politi-sprog”, der kan virke en opstyltet. Mon ikke forfatteren lige skal finde sine litterære ben? Det kan under alle omstændigheder tilgives, fordi bogen har så mange andre kvaliteter.

Udnyttet anbefales herfra, som en lovende start på en ny serie.

Udnyttet

Forfatter: Simon Häggström

Oversætter: Randi Bjerre Høfring
Udgivet: 2022
Sidetal: 384

Leave a Reply