28 april, 2021
Ukendt land af Claus Lohman
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: 5 poter, Australien, Claus Lohman, Forlaget Superlux, historisk fiktion, Ukendt land, vaccine, virus
Når virus vækkes til live
Ukendt land er anden del i serien om virologen Martin Henderson og den arkæologistuderende freelancejournalist Emma Fitzgerald. Forfatteren udgav første bind i 2018, og du kan læse min anmeldelse af Under overfladen lige her.
Fra bogens bagside:
I New York hasteindlægges et dykkerpar med symptomer på en 400 år gammel, aggressiv form for lungepest. Virologen Martin Henderson må i kapløb med tiden udvinde antibiotika nok til byens befolkning, så et frygtet pandemisk udbrud kan bremses. Han allierer sig med arkæologen og freelancejournalisten Emma Fitzgerald, og de tilknyttes det globale vragdykkerkonsortium, CATCH.
Da selskabet under et dyk lokaliserer en sunken 3-mastet fuldrigger, bliver det startskuddet til en lavine af bedrag og fortielser, der fører Martin og Emma fra museer og skjulte gravkamre over i dødsensfarlig alvor.
200 år forinden ankommer den 11-årige engelske guvernørdatter Anne Tanner til Englands første straffekoloni i Australien, og under et fangeoprør dræbes hendes forældre. Hun reddes af en aboriginer og føres til Det Hellige Land. Men hvad har Annes liv at gøre med CATCH og et nutidigt mord på en ung mor i Central Park? Og hvordan kan oldgamle hulemalerier i USA have tilknytning til den anden side af Jorden?
Bedømmelsen
Ukendt land er en medrivende læseoplevelse, og ganske relevant i disse tider. Selvom den videnskabelige del fylder mindre end i første bind, så viser Claus endnu engang en evne til at sammenblande videnskab og fiktion. Det medfører en både realistisk men også skræmmende krimi.
Selvom bogens ene emne er det samme som i Under overfladen, så fremstår historien i dette bind mere gennemarbejdet og sammenhængende. Den nutidige historie var spændende, men det var bogens historiske del der fangede mig mest. Både de ting man som læser lærer om koloniseringen af Australien og den barske behandling af den indfødte befolkning, men også Annes historie i sig selv.
I Under overfladen blev der naturligt brugt kræfter på at introducere os til nye karakterer. Nu da vi kender dem, kan Claus bruge tiden på dybere karakterudvikling. Når dette sammenholdes med et godt opbygget plot, og en tydelig grundig research, så er læseren på vej ind i en fantastisk verden.
Det sproglige fungerer glimrende, også når der skal fortælles om konkrete fakta om vira og vacciner. Det bliver aldrig for tørt, og ved at tage udgangspunkt i et meget realistisk scenarie om en mulig pandemi, er det lykkedes Claus at skabe en fortælling der både underholder og lærer læserne noget nyt.
Efter endt læsning efterlades du med en lidt større viden om Australien og landets historie og oprettelsen af straffekolonierne. Hele fortællingen fremstår meget realistisk, og læseren efterlades med masser af informationer til efterfølgende refleksion.
Jeg vil vente i spænding på bogens tredje bind, der forventes udgivet 3. maj 2021 – og efter sigende skal vi dette bind lære mere om Canadas inuitter.
Bogen er læst på E-reolen,
Forfatter: Claus Lohman