HomeBoganmeldelser Vejen til Warszawa af Lotte og Søren Hammer

Vejen til Warszawa af Lotte og Søren Hammer

Comments : 7 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , ,

En ny begyndelse

Vejen til Warszawa er første bind i søskendeparret Lotte og Søren Hammers nye historiske serie Venner og Fjender. Lotte og Søren er mest kendt for deres ti-binds krimiserie om Konrad Simonsen, og deres kærlighedsroman Rosa.

Venner og Fjender udspiller sig i krigsårene 1939-45, og følger en dansk-jødisk kvinde fra København og en dansk-tysk mand fra Grænselandet. De to første bind i serien, Vejen til Warszawa og Kobberslottet, udkom samlet 2. marts 2020 som optakt til både genforenings- og befrielsesjubilæet. Der er planlagt otte bind i serien.

Handlingen

Året er 1939 og i Grænselandet knokler Peter som værgemålsdreng for en utaknemmelig bonde. Han er udannet og ikke den mest intelligente, men han har altid hjertet på rette sted. Men et besøg i byen og syntes af de glade drenge i Hitlerjugend uniformer skal komme til at ændre hans liv.

Da Peter optages i Hitlerjugend, oplever han for første gang i sit liv et kammeratskab og mennesker, der ikke griner af hans uvidenhed. Mennesker, der ser hans mangel på viden som en oplagt mulighed for at skabe den perfekte nazist. At Peter ligner prototypen på den klassiske ariske mand, er kun en fordel.

Peter bliver en del af en propaganda-gruppe, og på denne måde oplever han en stor udvidelse af sin verden. Men han lærer også hurtigt, at ikke alle mennesker besidder de samme egenskaber som ham selv – og at der er kort vej fra ven til fjende. Dog ser fremtiden langt mere lys ud, da han optages på den eftertragtede – og meget hårde – junkerskole, og nu kan iklæde sig den frygtede SS uniform.

Men i Peter har en spirende mistanke slået rod. Måske er nazismen og SS ikke svaret på den perfekte fremtid. Måske er der visse elementer, der ikke helt passer ind i Peters verdensbillede. Hans overordnede ser dog stadig et stort lys i ham, og netop derfor udstationeres han i den jødiske ghetto i Warszawa. Vil mødet med den grusomme virkelighed føre ham længere ind på nazismens vej – eller vil han skulle skabe en helt ny vej for sig selv?

Bedømmelsen

Vejen til Warszawa er et klassisk eksempel på historisk fiktion når det er bedst. Jeg var fra de allerførste sider fanget af det fantastiske sprog og den realistiske opbygning af universet. I film og bøger er der tradition for at skildre nazister som de onde, og dem vi absolut ikke kan lide. Men i Vejen til Warszawa tegnes et langt mere nuanceret billede, og det er meget forfriskende.

Man kan ikke lade være med at holde af den lidt naive Peter, som livet indtil nu ikke har budt på mange gode ting. Og man efterlades med fuld forståelse for, hvordan denne unge dreng lader sig opsluge af et fællesskab, og hvorfor han vil gå langt for at være en del af noget større. Ved at skildre mennesket bag nazisten, sætter bogen fokus på en menneskelig udvikling frem for en ideologisk.

Også selve tidsperioden er skildret imponerende nuanceret, og det er flot beskrevet hvordan de færreste ting er så sorte eller hvide som de umiddelbart kan se ud til. Den historiske kontekst er i sagens natur ofte ret dyster, men bogen indeholder alligevel en til tider meget humoristisk undertone – dog altid med respekt for virkeligheden.

Fortællingen fremstår grundigt researchet og med det flydende og medrivende sprog, kan jeg kun anbefale Vejen til Warszawa til alle læsere.

Forfattere: Lotte og Søren Hammer

Udgivet: 2020
Sidetal: 316

7s COMMENTS