HomeBoganmeldelser Dreng sluger universet af Trent Dalton

Dreng sluger universet af Trent Dalton

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

En anderledes dannelsesroman

Dreng sluger universet er Trent Daltons debutroman. Selvom bogen ikke er autobiografisk, så er den alligevel inspireret af forfatterens egen opvækst og oplevelser. Det hårde område han voksede op i , hans forældre, de mennesker han mødte og hans vej til at blive en prisvindende journalist.

Handlingen

Vi er i 1980’erne, og 12-årige Eli Bell bor med sin mor Frances og sin stedfar Lyle i en af Brisbanes forstæder. Han har en helt normal australsk barndom med leg på gaden, cykling og tilbedelse af The Parramatta Eeels.

Helt normal… bortet fra at hans ældre bror Gus er stum (efter eget valg), hans mor er junkie, hans far fraværende og hans stedfar narkohandler. Nå ja: hans babysitter er berømt morder, og han har en penneven der er tidligere sergent i en rockerbande.

Men hele Elis verden flås fra hinanden, da Lyles chef finder ud af, at Lyle har handlet for andre. Lyle kidnappes af chefens brutale håndlangere, og forsvinder fra jordens overflade. Og da Frances samtidigt sendes i fængsel, må Eli og Gus bo hos deres depressive og fordrukne far.

Trods al den vold og kriminalitet der omgiver ham, glemmer Eli aldrig sit største ønske: han vil være et godt menneske. Han vil være journalist, men kan han overleve gadebander og skolen – og finde en avis der vil ansætte ham?

Livet bliver ved med at komme på tværs. Det er op til Eli at tage sig af Gus og derefter at arbejde på ar redde sin mor. Gennem det hele skimter Eli livets to veje; den rigtigt og den forkerte. Og selvom den forkerte umiddelbart er den letteste at følge, så ved han at han aldrig vil overleve den vej.

Bedømmelsen

Hjerte og charme – det er de ord der først falder mig ind når jeg tænker på Dreng sluger universet. Og så de meget mindesværdige karakterer. Karaktererne springer frem fra siderne. Det har sikkert grundlag i deres udspring fra virkelige mennesker, at de fremstår så levende. Eli og Gus stjal fuldstændigt mit hjerte. Deres forståelse af ordet familie og deres ønske om at gøre noget godt. Man heppede på dem hele vejen igennem bogen. Deres helt specielle bånd og forbindelse mens de hjælper hinanden gennem sorg og tragedier.

Dreng sluger universet omfavner action, drama og eventyr. Livet er ikke uden store forhindringer for unge Eli, der fungerer godt som den meget farverige fortæller. Der er masser af tvist, der kan holde læseren fanget, og hele fortællingen sker tilsat en god portion humor og vid. Bogen er kreativ, poetisk og fyldt med symbolisme, Det er en bog fyldt med kontraster og modsigelser, med facts og fiktion er blandet på skøn vis.

Trent Dalton har på flotteste vis skabt en fortælling om fattigdom, vold og kriminalitet og formået at fylde den med kærlighed, glæde og humor. Hvad jeg respekterede mest under læsningen, var forfatteren villighed til at dele sin barndom og personlige erfaringer med læserne. Det kræver stort mod. Der er en stor grad af ærlighed over historien, men man skal huske at det er en fiktiv roman så der er selvfølgelig til tider taget friheder.

En anderledes dannelsesroman, der behandler relevante temaer som loyalitet, kærlighed, problematiske familierelationer og rollemodeller. Om moral, drømme, tragedier og håb. Og om de alliancer vi danner i livet og de forbindelser der betyder mest.

Forfatter: Trent Dalton

Oversætter: Jette Røssell
Udgivet: 2009
Sidetal: 476

Leave a Reply