HomeBoganmeldelser Blodmånen af Jo Nesbø

Blodmånen af Jo Nesbø

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Harry er tilbage

Blodmånen er trettende bind i Jo Nesbøs nationalt anderkendte Harry Hole serie – og den holder samme imponerende tempo og kvalitet som seriens foregående bøger.

Forlagets beskrivelse:

I Los Angeles drikker Harry Hole sig fuldstændigt i hundene, mens han sørger over, hvad han havde engang. Hos den ældre skuespiller Lucille har han fået et sted at bo for til gengæld at hjælpe hende med at flygte fra sin enorme gæld til et narkokartel.

Imens er to piger forsvundet og dræbt i Norge. Harry Hole nægter første at hjælpe en af de mistænkte i sagen, men så bliver Lucille taget som gidsel. Opklarer han sagen vil han modtage en sum, der kan frigøre Lucilles gæld. I Norge samler Harry derfor et hold bestående af sin narkosælgende barndomsven, en korrumperet politimand og en dødssyg psykolog, der på blot 10 dage skal opklare sagen. Imens varsles en blodmåne over Oslo…

Bedømmelsen:

Blodmånen er en klassisk Harry Hole fortælling – og det er altså altid en god ting. Harry er blevet forvist, og behandler sin sorg over konens død på sin sædvanlige måde: druk. I Los Angeles overvejer han sin egen død, men pludseligt trækker noget ham tilbage til virkeligheden.

Harry samler et noget usædvanligt team til at hjælpe ham med opklaringen af sagen. Teamets medlemmer er allerede kendte af seriens læsere, og kombinationen af deres kompetencer, skruppelløshed og livserfaring (sammen med ulovlig adgang til politiets databaser), fører dem til nogle forbløffende fund. Det var ganske underholdende at kigge denne farverige gruppe over skuldrene.

Som vi er kommet til at forvente det, formår Jo Nesbø igen at snyde os flere gange. Med veludførte stilgreb formår han at føre os gennem en vildledende fortælling, og formår at fastholde os med den gribende spænding. Både tempoet og spændingen blev forøget via de skiftende perspektiver, herunder gerningsmandens. Og den gerningsmand der – hans metoder var altså decideret rystende. Genialt udført, men alligevel så makabert, at bogen næsten bevægede sig over i horror genren.

En af bogens tiltalende aspekter var, at der ikke kun var kontinuitet i universet, men også i den virkelige verden. Jo Nesbø har ofte lavet referencer til faktiske historiske begivenheder, hvad enten det drejer sig om politiske hændelser, referencer til virkelige seriemordere eller krigshistorie. I dette tilfælde er Covid-19-pandemien også sket i bogens univers, og begivenhederne i historien finder sted kort efter, at alt åbnede sig igen. At Jo Nesbø benytter disse virkelige elementer som en måde at flytte den fiktive historie fremad, er et meget vellykket træk.

Med den flydende og meget grafiske skrivestil, ender bogen i en tempofyldt finale med blodmånen som baggrund. Blodmånen er helt sikkert et af de mest solide bind i Harry Hole serien.

Blodmånen

Forfatter: Jo Nesbø

Oversætter: Allan Hilton Andersen
Udgivet: 2022
Forlag: Modtryk
Sidetal: 500

Leave a Reply