22 oktober, 2018
Byen vinder altid af Omar R. Hamilton
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Byen vinder altid, det arabiske forår, Egypten, Omar Robert Hamilton, Rebel with a cause, revolution
Byen vinder altid
18. december 2010 fik Mohamed Bouazizi beslaglagt sin grøntsagsvogn af politiet. I desperation satte han ild til sig selv, og det var startskuddet til en række demonstrationer i arabiske lande. Ønsket var demokratiske reformer – og massedemonstrationerne førte til omfattende forandringer i den arabiske verdens politiske klima. På “Vredens dag” den 25. januar 2011 marcherede demonstranter til Tahrir-pladsen, hvor de slog lejr. Den ellers fredelige demonstration udviklede sig til magtkampe med politiet, og 846 mennesker døde de næste dage.
Byen vinder altid er de demonstrerendes historie. Fiktion – men baseret på meget virkelige hændelser.
Handlingen
Egypten 2011. Midt i Det Arabiske Forår møder vi Khalil og Mariam. De har vidt forskellige grunde til at være der.
Khalil er halvt egypter og halv palæstinenser. Han kæmper mod fordommene fra fuldblodsegyptere og mod faderens manglende forståelse af hans kamp. Mariam kæmper principielt mod det etablerede styre og for flere rettigheder til kvinder. Hun arbejder i forreste linje og i byens lighus. Jo mere hun oplever af mandschauvinisme, voldtægter og dødsfald, jo mere indædt kæmper hun mod systemet.
Sammen med deres venner arbejder Khalil og Mariam utrætteligt for retfærdighed og demokrati. De benytter alle moderne virkemidler for at skabe opmærksomhed: Podcasts, demonstrationer, indsamlinger osv. Via internettet og deres blog sikrer de, at deres stemme høres verden rundt.
I morgen, i dag og i går
Det startede så godt. Tro og håb driver de demonstrerende frem – i årevis har de måtte udholde politibrutalitet, korruption og manglende ytringsfrihed. Men denne gang skal det lykkedes dem at gennemtvinge ændringer, denne gang er resten af verden med dem.
Og det virker! Præsident Mubarak tvinges til at gå af, og den egyptiske hær danner en overgangsregering. Allerede kort tid efter begynder den første splittelse mellem de revolutionære at vise sig. For militæret og eliten var revolutionen opnået ved Mubaraks afgang – men folket ønskede mere. Retfærdighed for de forbrydelser de havde lidt under var et af kravene.
Derfor fortsætter demonstrationer og kampe – men da der ikke længere arbejdes mod et fælles, nationalt mål, opstår usammenhængende opgør mod systemet. Demonstrationer opløses med voldlige midler, og de regerende iværksætter en koordineret propagandakampagne mod folket. Som revolutionen udvikler sig, forsvinder den oprindelige optimisme og erstattes med frygt og frustrationer. Langsomt må de revolutionære se deres håb og drømme smuldre.
Denne gang skulle folket sejre – men byen vinder altid.
Bedømmelsen
Byen vinder altid omhandler en meget hektisk periode, og som læser kan det også opleves meget hektisk at blive kastet hovedkulds ind i handlingen. De første 18 dage forsvinder i en malmstrøm af begivenheder, som Omar illustrerer meget vellykket ved brug af forskellige virkemidler. Avisoverskrifter, Twitter opslag og Youtube videoer blandes ind i karakterernes tanker og drømme, og som situationen eskalerer således eskalerer også bogens skriftlige formåen.
En del af historien personliggøres via Khalil og Mariam. Sammen med mange andre kæmper de indædt for at skaffe dokumentation, retfærdighed og forandring, Men hvert dødsfald, hver voldtægt og hver arrestation slider på deres illusioner, og som situationen udvikler sig således udvikler deres forhold sig også. På denne måde har Omar skabt en forbundenhed mellem revolutionens og deres skæbne, hvilket formår at sætte et menneskeligt præg på en politisk beskrivelse.
Forfatterens egne følelser virker grundigt indarbejdede i bogen og med hans vedvarende skift mellem korte, hakkende sætninger og flerstemmige lange beskrivelser formår han at inkorporere det kaos dagene udgjorde. For resten af verden var den tilgængeligt information også fragmenteret og kompliceret at gennemskue. Som læser kan man tydeligt mærke den oprindelige optimisme, der senere ledes over i følelser af tab, sorg og desillusion.
Byen vinder altid er en bog om høje forventninger og bristede håb. Om hvad du som menneske kan gøre, når du har skabt en identitet omkring en revolution. For hvem er du egentlig, når denne revolution mislykkedes? Hvad var der sket, hvis de demonstrerende havde indtaget Maspero? Hvad var der sket, hvis verdenen ikke var stoppet med at kigge med? Hvad var der sket …
Forfatter: Omar Robert Hamilton