HomeBoganmeldelser De der er elsket af Victoria Hislop

De der er elsket af Victoria Hislop

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

En rejse i historie

De der er elsket af Victoria Hislop er hendes sjette roman på dansk. Siden hun debuterede med Øen, har hun vundet stor anerkendelse for sine bøger. Victoria Hislop har studeret engelsk på St. Hilda´s College og har skrevet rejselitteratur for aviser og tidsskrifter.

Handlingen

I Athen i 2016 fejrer Themis Stavridis sin fødselsdag. Da det meste af familien forlader festen bliver Themis´børnebørn tilbage, og til dem har hun en helt speciel gave: Hendes livshistorie. Vi følger hende fra 1930 og frem til 2016, da hun husker et liv fyldt med lidenskab, fare og hjertesorg, men også loyalitet over for den sag, hun så stærkt tror på.

Themis er en ung kvinde, da nazisterne invaderer hendes hjemland. Hun og hendes søskende bor sammen med deres bedstemor, og deres forskellige politiske synspunkter skaber splid i familien. Efter årtier med politisk usikkerhed, er Grækenland nu tydeligt polariseret mellem højre- og venstredrejede synspunkter. Og netop dette er med til at rive familien fra hinanden da tyskerne invaderer.

Med et liv i konstant fare og landets splittelse mellem kommunisternes ønske om demokrati og befrielse på den ene side, og de der ønsker at konge og regering skal styre på den anden, bliver familiens splittelse om muligt endnu dybere.

Themis vakler dog aldrig i sine egne overbevisninger – hun vil aldrig tilgive de grækere der har samarbejdet med nazisterne, og derfor melder hun sig under den kommunistiske fane. Men dette valg skal vise sig skæbnesvangert, da hun anholdes og smides i fængsel på de berygtede eksil-øer Makronisos og Trikeri.

Fysisk vold, hårdt arbejde og et valg mellem liv eller død. Hun er stolt over at have kæmpet for den sag hun tror på – men resten af livet hjemsøges hun af nogle af sine handlinger. Hendes livsvalg viser sig at have konsekvenser, der strækker sig over årtier – men måske kan hun endeligt finde den længe ønskede sjælefred.

Bedømmelsen

Med De der er elsket får du ikke kun fantastisk historisk fiktion, men også en fængslende og rig familiesaga. Selv hvis du ikke normalt er til historiske romaner, vil du kunne finde noget tiltalende og dragende i denne historie. For mig var det oplysende at lære mere om en ukendt del af Grækenlands historie – specielt gennem Victoria Hislops øjne, for hendes force er netop at bringe historien til live.

Kompleksiteten og traumerne i den græske fortid er beskrevet med respekt for emnet og den græske befolkning. Victoria Hislop er en pålidelig fortæller, der tydeligvis har researchet emnet grundigt. Hendes skrivestil og den beskrivende prosa fremkaldte indre billeder af et Grækenland, der engang var et land ødelagt af fattigdom og mennesker i konflikt.

Themis var en utrolig karakter, overbevist om at hun vidste hvad der var bedst for hendes land, og med en indre styrke til at hjælpe hende med at opnå dette. Selvom man måske ikke altid var enig i hendes valg eller handlinger, så kan man ikke undslippe at blive opslugt af hendes fantastiske historie.

Persongalleriet bød på en række komplekse karakterer skabt af de skiftende politiske vinde, der uimodståeligt prægede dem alle og deres indbyrdes forhold. Fortiden vil altid have betydning for nutiden og uanset hvor meget folk ændrer sig, så vil deres valgt om at bringe det ultimative offer for evigt præge dem.

Hvis du leder efter en karakterdrevet bog med en fantastisk kulisse, så må du ikke snyde dig selv for denne fortælling om en almindelig kvinde der levede et ekstraordinært liv.

De der er elsket

Forfatter: Victoria Hislop

Udgivet: 2020
Sidetal: 556

Leave a Reply