7 december, 2023
Den forsvundne søster af Lorna Cook
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: anden verdenskrig, Den forsvundne søster, historisk fiktion, Lorna Cook, søstre, Zara
Ven eller fjende?
Den forsvundne søster er skrevet af Lorna Cook, der har skrevet flere bøger indenfor genren historisk fiktion. Under navnet Elle Cook har hun desuden udgivet en romance.
Forlagets beskrivelse:
En verden i krig – Én kvinde vil risikere alt – En anden vil afsløre hendes historie.
1940: Da øen Guernsey invaderes af nazisterne, er to søstre fast besluttet på at gøre oprør på enhver tænkelig måde. Men da de bliver tvunget til at tage imod en tysk soldat, er de chokerede over at finde et kendt ansigt på deres dørtrin – en barndomsven, som nu er blevet deres fjende.
2016: To generationer senere vender Lucy tilbage til Guernsey efter en fjern kusines død. Mens hun gør familiens gamle hus klar til salg, opdager Lucy en kasse med håndskrevne sedler, hvor ét ord skiller sig ud: modstand.
Lucys søgen efter forfatteren vil afsløre historien om en glemt søster, der forsvandt fra øen en nat for aldrig at blive set igen.
Bedømmelsen:
Den forsvundne søster vækker Guernsey til live med en smuk fortælling om søsterskab, kærlighed, tapperhed og overlevelse. Med udgangspunkt i huset Deux Tourelles, indvies læseren i stærke kvinders liv – sammenflettet gennem to historiske tidsperioder. Cook har struktureret fortællingen på en måde, så nutidens opdagelser indhyldes i fortidens hændelser, og vi langsomt får afdækket hvad der skete dengang. Persephone (Percy) taler for fortiden, og Lucy taler for nutiden.
Karaktererne fremstår levende og realistiske. I 1940 møder vi søstrene Dido og Percy. Tyskernes ankomst til øen er chokerende i sig selv, men mindst lige chokerende er det for dem at opdage, at deres gamle skolekammerat, Stefan, nu er en del af den tyske hær. I sine beskrivelser af denne periode har Cook på glimrende vis formået, at væve faktiske historiske begivenheder ind i historien, og det efterlader læseren med et meget realistisk billede af tiden.
I 2016 møder vi søstrene Lucy og Clara. De har ikke ligefrem det bedste forhold, og Clara generes specielt af Lucys noget ligeglade tilgang til livet og ansvar. Men nu er de først sammen af uforudsete omstændigheder, og måske kan Dido og Perseys fortid udglatte deres forhold. Sammen bruger Cook de fire søstre til at vise søsterskabets forskellige ansigter, og det er meget vellykket.
Jeg blev fuldstændigt grebet af Persey og Stefans tapperhed, og deres ønske om altid at beskytte dem de elsker. Meget svære vælg måttes træffes under krigen, og Dido betalte en hård pris for at gå imod reglerne.
Jeg foretrak den historie der foregik i 1940’erne. Begge historier var dog meget engagerende – den ene bare en lille smule mere end den anden.
Hvis du er fan af god historisk fiktion, så er Den forsvundne søster absolut en bog for dig.
Forfatter: Lorna Cook