HomeBoganmeldelser Den nittende ø af Thomas Bagger

Den nittende ø af Thomas Bagger

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , ,

Når det hellige tager magten

Den nittende ø er andet bind i Thomas Baggers serie om efterforsker Lucas Stage. Bogen er nomineret til Blixen prisen årets krimi, ligesom seriens første bind, Manden i tre dele, blev indstillet til Krimimessens Publikumspris.

Thomas har desuden skrevet krimierne Den permanente, Superstar og Grav.

Forlagets beskrivelse:

I Den nittende ø  finder en spektakulær hændelse sted i en lille bygd på Færøerne. Sammen med kriminaltekniker Sidsel Jensen bliver Lucas som specialagent i Task Force 14 sendt op for at hjælpe det lokale politi. I en kirke er fire præster i fuldt ornat blevet fundet døde i en pøl af deres eget blod og med hver sin kniv knuget mellem hænderne. Umiddelbart ligner det et rituelt kollektivt selvmord, men noget tyder på, at en femte person har opholdt sig i kirken.

Både Lucas og Sidsel er på godt og ondt fremmedelementer i det lille lokalsamfund. Mens tiden arbejder mod de to danske efterforskere, vikles de langsomt ind i et mørkt, brutalt og blodstænket net af fortielser og religiøse fanatikere, der kun går på knæ for Gud.

Bedømmelsen:

Den nittende ø lever absolut op til sin forgænger. Hvis ikke allerede Thomas var placeret godt i rækken af danske krimiforfattere, så ville denne bog i hvert fald sikre det. Fra første side fanges man af historien, og så er der ellers tale om en gedigen pageturner resten af vejen.

Færøerne har den helt specielle natur der fungerer glimrende som baggrund for en krimi. Dette lille ø-samfund, hvor man om vinteren risikerer ikke at se andre mennesker i flere måneder, har skabt et helt specielt folk. Derfor er det heller ikke helt nemt for Lucas og Sidsel at finde sig helt tilpas i det meget anderledes samfund.

Vi mødes igen at et fantastisk persongalleri, og et plot der er fuld ud gennemtænkt. En af de ting jeg finder mest tiltalende ved Thomas’ fortællinger er, at hans karakterer viser både den gode og den onde side af sig selv. Han udnytter, at de færreste mennesker er enten/eller, og det giver en hel speciel dimension til hans bøger. Det var et længe ventet gensyn med efterforsker Lucas Stage og kriminaltekniker Sidsel Jensen. Men vi møder også nye, fascinerende karakterer, der også fremstår realistiske og levende.

Udover en overraskende oplysning om Sidsels baggrund, så får vi også i bogen Lucas Stages historie. Man får her et mere indgående indblik i baggrunden for hans handlinger og opførsel – men ligefrem en helt bliver han vist aldrig. Endnu en gang ser vi dog, hvordan han formår at udnytte sin skade til fulde.

Er du til krimier med at fantastisk plot og en spændingskurve der bare stiger og stiger, så er Thomas’ bøger helt sikkert noget for dig.

Den nittende ø

Forfatter: Thomas Bagger

Udgivet: 2022
Sidetal: 384

Leave a Reply