HomeBoganmeldelser Dø, om så det gælder af Abud Mustafa og Thomas Stokholm

Dø, om så det gælder af Abud Mustafa og Thomas Stokholm

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , , , ,

Krigserklæring mod miljøet

Dø, om så det gælder er en podbook fra Mofibo. Den består af flere optagede interviews med Abud Mustafa i samarbejde med Thomas Stokholm. Det er første sæson ud af to, hvor Abud fortæller om sin kriminelle fortid – og om hvordan, han i dag forsøger at råde bod på sine synder.

Forlagets beskrivelse:

Da Abud er en lille dreng, lærer en flok ældre drenge i Urbanplanen på Amager ham tre regler, som han efterfølgende lever strengt efter i tæt på 20 år: Du skal være klar til at dø eller slå ihjel for dine brødre. Der er altid en fjende, som skal nedkæmpes. Og du sladrer aldrig til politi, myndigheder eller andre udenfor. Men nu fortæller Abud Mustafa for første gang det hele.

Det er historien om en dreng, der som 9-årig – i en kombination af ADHD og en livsfarlig vrede – selv opsøger slagsmålene. Om hvordan hans mor smugler ham ud af Danmark og efterlader ham i to år i flygtningelejre i Libanon, hvor han lever under slavelignende forhold og ofte bliver tæsket sønder og sammen af en onkel. Og hvordan han som 12-årig endelig kommer hjem til Danmark, opbygger sin egen hashliga på Nørrebro, og starter sin rejse mod toppen af det danske bandemiljø, og ender som hovedaktør i bandekrigen mod Hells Angels og støttegruppen AK81.

I 2014 opdager Abud Mustafa, at alt det, han troede, at broderskabet i Brothas stod for, er én stor løgn. Hans moral og tro kan ikke længere holde til livet som voldsparat bandemedlem. Så han forlader banden og miljøet, går under jorden og har siden forsøgt at rette op på fortidens synder. Men det er ikke let at finde sin plads i den “normale” verden, når man stadig elsker sine tidligere “brødre”, og når det eneste sprog, man kender, er vold.

Bedømmelsen:

Dø, om så det gælder er en skræmmende, fascinerende og lærerig fortælling. Selvom jeg ikke mener, at tidligere kriminelle skal ”glorificeres”, så skal man ikke undervurdere, hvor meget vi som samfund kan lære af deres erfaringer. Abuds bud på fremtidens indsats er nok mere realistisk og gennemførbar end diverse akademiske arbejdsgruppers.

Podbooken byder på en meget barsk og personlig historie. Abud er hudløst ærlig i sin fortælling om livet fra intelligent skoledreng til brutal bandeleder. Han gør det levende og udviser samme dedikation til at holde unge mennesker væk fra bandelivet, som han i sin til udviste for at komme til tops i miljøet. Abud ikke kan pege på én ting, der fik ham ind i bandemiljøet. Var det miljøet, forældrenes skilsmisse, flygtningelejren, volden eller længslen efter sammenhold? Måske var det en kombination af det hele – eller måske var det en blanding af uheldige omstændigheder. Men volden blev en del af hans identitet, og livet handlede om broderskab, sammenhold og at stige i hierarkiet. Abud endte som højtstående medlem af Brothas, og var med til at præge den retning bandekonflikten udviklede sig i – vold, afpresning, kidnapning og drabsforsøg blev hverdag.

Hvad kan vi bruge hans erfaring til:

Udover sin personlige fortælling kommer Abud også med bud på, hvordan man bør arbejde med bandemiljøet fremover. Det vigtigste er at sørge for, at der ikke er flere børn og unge, der bliver trukket ind i miljøet. Gang på gang har vi hørt tidligere bandemedlemmer fortælle, at eks. højere straffe ikke påvirker bandemedlemmer. Det kan være godt for borgernes retsfølelse, og måske skaffe regeringen goodwill – men hvad er det værd, hvis det reelt ikke virker?

Abud fortæller, at det der motiverede dem bl.a. var, at jo hårdere en straf, jo mere anerkendelse og respekt fik man i miljøet. Man fik en stor chance for at få et kriminelt netværk, begyndte endnu mere at tænke i kriminelle baner. Ressourcerne skal bruges mere på resocialisering samt forebyggende indsatser. På den måde får banderne sværere ved at rekruttere nye medlemmer. Og den erfaring vil det virkeligt være en skam at lade gå til spilde!

At Abud selv fortæller historien gør den meget levende og medrivende. Men jeg må erkende, at hans stemme i starten gik mig så meget på nerverne, at jeg var tæt på at opgive – gudskelov bliver det meget bedre senere hen. En interessant og tankevækkende beretning.

Dø, om så det gælder

Forfattere: Abud Mustafa og Thomas Stokholm

Udgivet: 2023
Forlag: Mofibo
Varighed: 9 timer og 14 minutter

Leave a Reply